Facebook Abonnér
08:45
|
16.01.2018

2pm uddanner deres modeller

Modelbureauet 2pm har søsat deres eget initiativ for at fremme modellernes mentale og fysiske sundhed: 2pm Academy.

| Ikke kategoriseret | af Redaktionen

Modelbureauet 2pm var blandt de første til at skrive under, da Danish Fashion Institute i 2007 lancerede deres etiske charter for at sikre bedre forhold for modeller og promovere et mere naturligt slankt skønhedsideal. Men modelbureauet søsatte også deres eget initiativ for at fremme modellernes mentale og fysiske sundhed: 2pm Academy.

Akademiet er et læringsforløb med workshops, der bliver afholdt fire gange om året, og det er påkrævet fra bureauets side, at man som model i huset deltager.

”Vi vil helst have modellerne ind på akademidagene så tidligt i deres karriere som muligt,” siger bureauets indehaver Peter Damgaard, der beklager modeindustriens konstante krav om tyndere og yngre modeller:

Hofteidealet er skrumpet

”I supermodellernes storhedstid, 1990erne, var idealet for hoftemål flere centimeter større end i dag,” siger Peter Damgaard og henviser til, at det internationalt efterspurgte hoftemål er skrumpet med op til 6 cm de seneste 10 år.

”De modeller, der bliver sendt på podiet på de internationale catwalks, bliver tyndere og tyndere, og det lægger et pres på modelbranchen herhjemme, fordi vi også gerne vil være med i det internationale game. Men det er bestemt ikke sjovt at have ugentlige samtaler om vægt med en i forvejen slank model,” siger Peter Damgaard, der hilser 16-års-grænsen velkommen:

Unge modeller fastholder urealistisk kropsideal

”De helt unge modeller er med til at fastholde et urealistisk kropsideal,” fortæller han og uddyber problematikken:



”De fleste piger på 14 år kan spise hvad som helst, hvorimod ’de lidt ældre’ på 18-20 år skal passe på, hvad de indtager på en helt anden måde. Jeg så gerne, at vi kom tilbage til der, hvor vi var i 1990’erne – det kunne være klædeligt.”

Derudover er de helt unge modeller ifølge direktøren, sjældent ordentligt klædt på til at blive sendt alene ud i verden.  ”Vi vil gerne nå at give vores modeller en ordentlig ballast, inden vi sender dem af sted,” siger han og vender tilbage til 2pms modelakademi:

Ballast til at møde verden
”På vores akademiforløb kommer modellerne på workshops i ernæring og sund madlavning på Professionshøjskolen Metropol, de lærer et træningsprogram med de helt rigtige intensive øvelser, der kan laves overalt, de får undervisning om pleje og vedligeholdelse af hud, hår og negle, og så har vi en coach, der sætter fokus på selvværd, så modellerne får en god psykisk ballast at møde verden med,” siger Peter Damgaard og tilføjer:

”Modellers karrierer er for de flestes vedkommende en sommerfuglekarriere. Derfor er en anden af intentionerne med vores akademi – ud over at styrke deres fysisk og mentale tilstand – også at give dem selvindsigt, viden og nogle redskaber, som de kan tage med sig videre.”

2PM ACADEMY FILM from Peter Damgaard on Vimeo.

Få de vigtigste nyheder direkte i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev