Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Danske modedesignere byder etisk charter velkommen

Wackerhaus og Designers Remix er yderst positive overfor det etiske charter, men har ikke oplevet spiseforstyrrelser som et stort problem blandt unge modeller.
Wackerhaus og Designers Remix er yderst positive overfor det etiske charter, men har ikke oplevet spiseforstyrrelser som et stort problem blandt unge modeller.

Den danske modebranche er ikke, som Karl Lagerfeldt, kun til ”drømme og illusioner”, når det kommer til størrelsen på deres modeller: Modsat det magre designikon, har flere af de danske designere ikke noget i mod modeller med en smule mere fylde, og hilser det etiske charter velkommen. 

”Jeg blev faktisk rigtig glad, da jeg så chartret,” siger Trine Wackerhausen fra Wackerhaus og fortsætter:

”Det er en rigtig, rigtig god idé, at pigerne skal være over 16 år for at gå shows. Dem, der er yngre, har ikke ordentligt styr på deres krop og gør sjældent noget godt for mig som kunde. Mine designs sidder bedre på dem, der har lidt hofte, og jeg kan faktisk ikke lide modeller, der er helt afpillede”

Hun bakkes op af Charlotte Eskildsen fra Designers Remix: 


”Jeg synes, at initiativet er et ansvarligt og meget menneskeligt statement, som kommer os alle til gode. Det bliver langt lettere for brands at implementere den slags regler, nu hvor der findes et konkret charter.”

Begge designere er derudover enige om, at chartret ikke kommer til at betyde den store forskel for dem: 

“Vi har altid stået for god forplejning,” siger Trine Wackerhausen, hvis mor plejer at lave mad til modeller og medhjælpere under modeugen, og fra Charlotte Eskildsen lyder det istemmende:

“Vi har altid sørget for, at der var et godt måltid til alle på vores showproduktion, og det planlægger vi at blive ved med. Derudover er vi på London Fashion Week,vant til at følge nogle meget specifikke regler på mad og drikke. Man skriver simpelthen under på at sørge for ordentlig catering til modellerne. At København følger med er kun positivt.”

Skønt den megen debat om de tynde modeller, der især fyldte de danske medier under modeugen i februar 2011, mener designerne ikke at alvorlige spiseforstyrrelser er et stort problem blandt de danske modeller.

”Jeg har ikke lagt mærke til, at de unge modeller ikke skulle spise,” siger Trine Wackerhausen, og fortæller, at hun kun en enkelt gang har oplevet en pige, der tydeligt var alt, alt for tynd:

”Jeg tænker stadig på hende med lidt dårlig samvittighed, og føler jeg burde have ringet til hendes bureau, da der øjensynligt var noget galt. Men ellers har jeg ikke oplevet at sygelig tyndhed som et problem,” slutter hun.