Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

En af Københavns mest hypede butikker lukker

ParisTexas lukker og slukker fra dags dato på grund af svigtende salg
ParisTexas lukker og slukker fra dags dato på grund af svigtende salg

Mandag d. 27. juni blev dagen hvor den hypede butik ParisTexas lukker og slukker. På hjørnet af Kronprinsensgade og Pilestræde har butikken solgt dyrt og dystert modetøj til københavnere og turister med spenderbukserne på.
Butikken åbnede i sin tid i lokalerne i Kronprinsensgade, flyttede derefter til Krystalgade for siden at flytte tilbage i de gamle lokaler igen.
 
”Der er jo sket en hel del ting i ParisTexas’ liv.  Under og efter finanskrisen har butikken simpelthen ikke kunne opretholde et tilstrækkeligt salg. Derfor er vi nu tvunget til at lukke,” fortæller Bent Lee, adm. direktør for Flying A holdinggruppen, ejerne af det selskab der driver ParisTexas, til FashionForum.dk.

Men butikken lukker dog ikke på sædvanlig vis med ophørsudsalg og klækkelige rabatter. Butikken lukker nemlig allerede i dag.
 
”Alle ordrer er annulleret. Alt der er i butikken nu bliver returneret til leverandørerne – så derfor er der ikke noget ophørsudsalg. Vi har sat en aftale i stand med leverandørerne om, at vi kunne returnere vores varer – så de har hjulpet os ved at tage varerne retur for os,” uddyber Bent Lee.
 
Hvad der efterfølgende skal ske med lokalerne er ikke afklaret endnu.