Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Røde Kors åbner webshop med miinto.dk

Røde Kors er gået sammen med miinto.dk om at sælge genbrug til et godt formål på nettet. Fem kendte danskere er blevet deres genbrugsambassadører.
Røde Kors er gået sammen med miinto.dk om at sælge genbrug til et godt formål på nettet. Fem kendte danskere er blevet deres genbrugsambassadører.

Hvad har en internationalt kendt model og blogger, en populær skuespiller, en up-coming sangerinde, en skøn tv-vært og en mandlig model til fælles? De går alle ind for genbrugstøj og er blevet genbrugsambassadører for Røde Kors’ genbrugs-webshop, som de har doneret og udvalgt tøj til.

Tøjet sælges nu og de næste måneder i Røde Kors’ webshop rodekors.dk/butik, hvor overskuddet går direkte til hjælpearbejdet blandt nødlidende i verdens brændpunkter.

Røde Kors er den eneste humanitære organisation i Danmark, der sælger genbrugstøj online, og dermed giver køberne mulighed for en nem og landsdækkende adgang til de gode fund.


Dobbelt god mening med genbrug
I dag handler genbrugstøj meget om værdier. Og fordi vi med købet af brugt tøj signalerer ansvarlighed overfor mennesker og miljø, giver det dobbelt god mening, når købesummen går til en god sag.

Kirsten Poulsen er direktør for trendbureauet Firstmove. Her følger hun nøje de mest innovative forbrugere og tendenser, som vil blive allemandseje i løbet af kort tid. Hun tøver ikke med at kalde Røde Kors en firstmover på genbrugsområdet:
”For firstmoverne handler det om ansvarlighed overfor mennesker og miljø. Hvis vi bare bruger og smider ud, koster det ressourcer. Vi kan ikke forbruge os ud af krisen. Vi definerer i langt højere grad vores værdier ud fra vores handlinger, og de værdier handler om fællesskab,” fortæller Kirsten Poulsen.

Hvert piece sin historie
Christel Winther er model og blogger for modemagasinet COVER, og hun er stor fan af genbrugstøj og er udvalgt som genbrugsambassadør for projektet.

”Jeg har altid købt meget genbrugstøj selv. Jeg kan godt lide, at hvert piece har sin egen egen historie, og at man i stedet for at købe en stil i en designerbutik kan skabe sin egen og få et personligt udtryk. Så har man noget, som resten af befolkningen ikke går med,” fortæller hun.

Christel rejser meget og et af de bedste genbrugsfund gjorde hun i Cape Town – en koralrød blazer til en flad 20’er. Noget af det, hun donerer til Røde Kors, er også fund fra fjerne egne.

”Der er blandt andet en Escada-kjole fra 1950’erne, som jeg købte på loppemarked engang. Det, jeg har valgt ud fra webshoppen, er blandt andet en superfed læderjakke fra firserne, en lang denimfrakke og en gennemsigtig kjole – den helt store trend til efteråret bliver gennemsigtige materialer,” fortæller Christel Winther.

Det ansvarlige valg
At det gode genbrugsfund er gjort nemt, bekvemt og tilgængeligt ved at være placeret online, understreger ifølge Kirsten Poulsen fra Firstmove blot, at Røde Kors rammer endnu et par vigtige tendenser:

”Man vil gerne kunne købe noget, der holder længere, og der er genbrug det ansvarlige valg. Webhandel er fremtidens måde at shoppe på, og det kommer til at ske mere og mere. Røde Kors er en aktør, der slår rigtig mange fluer med et smæk,” siger Kirsten Poulsen.
Facts og tal om Røde Kors genbrug

  •    Første butik åbner i 1975 i Års
  •    Fra 1990 sker en rygende udvikling, der på blot tre år fordobler antallet af butikker og gjorde, at man kunne gøre   genbrugsbutikkerne til en vægtig indtægtskilde for Røde Kors, hvor de før havde tjent mest som social aktivitet for de frivillige
  •   I dag er der 208 butikker i hele landet – og én webshop
  •   I 2011 er der planer om at åbne 6 mere
  •   Omkring 5800 frivillige er beskæftigede i butikkerne
  •   Hver genbrugsbutik omsætter i gennemsnit 350.000 kroner om året
  •   Hver dag går 24 tons tøj og sko gennem butikkerne
  •   Det svarer til 6000 tons om året

Om Røde Kors’ genbrugs-webshop
Når du køber et stykke tøj i Røde Kors’ genbrugs-webshop, går pengene bl.a. til det omfattende hjælpearbejde blandt katastroferamte mennesker i verdens fattigste lande og til Røde Kors’ mange sociale projekter i Danmark.
Besøg Røde Kors genbrugs-webshop her: rødekors.dk/butik

I butikken kan du finde det skæve og moderigtige tøj – alt fra mærkevarer som Burberry, Armani og Kenzo til unikke retro-kjolefund fra svundne tider. Til mænd og kvinder i alle størrelser. Nemt og bekvemt sorteret for dig, der gerne vil handle på nettet.

Om miinto.dk
Skandinaviens største online modebutik Miinto.dk og Røde Kors indledte i 2010 et samarbejde om salg af Røde Kors’ genbrugstøj på internettet. Miinto.dk håndterer den tekniske drift samt dele af markedsføringen i samarbejde med Røde Kors. Røde Kors varetager produktbilleder samt accept af ordrer og udsending af solgte produkter. Røde Kors’ online shop er Danmarks største online vintagebutik.