Danske brands bør satse på Canada
Godt nyt til danske modebrands, der planlægger at udvide i det canadiske.Hvor det canadiske marked tidligere især fungerede som et rigtig godt springbræt for virksomheder, der drømte om at indtage USA, er dette ikke længere hele sandheden:
Canada gik næsten fri af finanskrisen, Canada er den bedste økonomi blandt G8-landene, og så har landet verdens sundeste finanssektor – Det fortæller Bruce Sinclair over Skype fra Canada til FashionForum.dk.
Som handelsrådgiver på det danske generalkonsulat i Toronto beskæftiger han sig nemlig med danske modebrands, der planlægger at udvide i det canadiske, og han har godt nyt til ekspansionslystne danskere:
”Især som følger af den økonomiske krise er Canada blevet et meget attraktivt marked – også som andet end bare en trædesten på vejen til USA. Vi har et større forbrug per indbygger end USA, og så er en meget stor del af befolkningen centreret inden for et forholdsvis lille område,” forklarer han.
Ikke et "begynder-marked"
Bruce Sinclair understreger imidlertid, at Canada ikke er et marked for nybegyndere udi kunsten at ekspandere.
”Når et brand henvender sig til mig, fordi de ønsker at eksportere i Canada, ser jeg først og fremmest på, hvilke andre markeder de eksporterer til. De skal helst være til stede på det engelske marked og nærmarkederne,” siger han og konkluderer:
”Canada er ikke det første marked, man skal tænke på, men som et ’ikke-nærmarked’ er det et godt sted at satse. Canada er en mærkelig hybrid mellem Europa og Nordamerika.”
Korrekt sprog, tak
Især tilstedeværelse på det britiske marked er vigtig, inden man tænker i canadiske baner, fordi salg her typisk betyder, at brandets PR-materiale er af en vis standard – og korrekt, ikke mindst:
”Vi bruger jo britisk engelsk herovre, ikke amerikansk, og det er altså vigtigt, at pressematerialet er korrekt,” fortæller rådgiveren.
Perfekt PR-materiale
Han understreger, at alt, hvad der hedder brand og PR-materiale, i det hele taget er yderst vigtigt i Canada, derfor er det alfa og omega, at både dit markedsføringsmateriale og din lookbook er perfekt:
”Der er meget konkurrence herovre. Danmark er et lille land, både hvad angår befolkning og geografi. Det gør det lettere at få PR i Danmark – der er altid en, der er ven til en ven, der har gået i skole med en, der kan få kampagnematerialet igennem til de rette mennesker,” siger han.
I Canada er konkurrencen større, for der er flere mennesker og færre publikationer, fortsætter han:
”Vi har mange meget professionelle PR-selskaber, der tager sig dyrt betalt for at få folks produkter i bladene. De store distributører har tilmed deres egne PR-komponenter,” siger han og understreger:
”I Canada er PR en nødvendig udgift, man på sigt skal være villig til at betale.”
Toronto eller Vancouver?
Et andet element, man bør tænke med, inden man sætter sine penge på Canada, er beliggenhed. To af landets største byer – og ubetinget landets største modemetropoler – Toronto og Vancouver, tiltrækker nemlig to meget forskellige grupper af shoppelystne canadiere.
”I Vancouver (i det vestlige Canada, red.) er fokus meget på outdoor-tøj, i Toronto (tæt på grænsen til staten New York i det østlige Canada, red.) er folk mere high-fashion,” siger rådgiveren og tilføjer, at man desuden ikke skal glemme Calgary:
”Selvom byen har langt færre indbyggere end Vancouver og Toronto, er de mennesker, der bor der til gengæld rige.”
I de succesrige danskeres fodspor
Af danske brands, der med succes har taget springet til Canada kan nævnes IC Companys-mastodonterne InWear og Matinique. De to brands har været i landet i mere end 30 år, og mange canadiere er faktisk ikke engang klar over, at mærkerne ikke er lokale.
”Og det er ikke en opfattelse, InWear gør det store nummer ud af at lave om på,” tilføjer Bruce Sinclair.
Sand og By Malene Birger
De seneste år har også ECCO og Bestseller ført en aggressiv retailstrategi i Canada – sidstnævnte med fokus på Vero Moda og Jack & Jones. Men ser vi på mindre brands, fremhæver Bruce Sinclair også et par danske, der har gjort det godt:
”SAND, der ligger i Toronto, har fundet en fænomenal distributør, og de klarer sig godt. Også By Malene Birger er en god case herovre. De er ikke så store, men de har en god pålidelig forretning.”
100 pct. udsolgt
Noir hører også til blandt de canadiske succeser, fortæller Bruce Sinclair og tilføjer, at generalkonsulatet faktisk havde en finger med i dét spil:
”Noir entrerede Canada i 2007. Vi (generalkonsulatet, red.) sørgede for en lille reklamekampagne, de var måske i ti magasiner og tre aviser. Men det resulterede ikke desto mindre i, at to modemagasiner begge bragte Noir på forsiden, og brandet kunne melde om 100 pct. udsolgt i Canada det første år.”
Bruce Sinclair og konsulatets hjælp er ikke gratis, slutter rådgiveren, men dermed ikke sagt, at han tager sig betalt for hvad som helst:
”Når jeg bliver kontaktet af et nyt firma, tjekker jeg, først og fremmest deres kollektioner. Der er visse brands, der ikke er gangbare herovre. Hvis det er meget avantgarde, kan det være svært, og så vil jeg hellere oplyse brandsene. hvilke butikker de skal satse på, end jeg selv vil arbejde i dybden med dem, det andet er ikke deres penge værd, og det er jo værdi, vi skaber.”
LÆS OGSÅ:
Marks and Spencer: ‘We boobed’
By Malene Birger ekspanderer