Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Genmæle: Derfor modeforskning!

Else Skjold tager her til genmæle på kritikken i magasinet TØJ.
Else Skjold tager her til genmæle på kritikken i magasinet TØJ.

Else Skjold er ph.d-studerende og modeforsker ved CBS og Designskolen Kolding. Her tager hun til genmæle på den skarpe kritik, der mødte hende og modeforskningen generelt i seneste udgave af magasinet TØJ. Vi har til orientering kontaktet magasinets chefredaktør Helle Mathiesen for at få hende til at uddybe sin kritik, men hun ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

I det seneste nummer af TØJ, en udgivelse fra konsulentbureauet pej-gruppen, langer redaktør Helle Mathiesen hårdt ud efter dansk modeforskning generelt, og mit forskningsprojekt i særdeleshed. Hun hævder at forskningen er akademisk, virkelighedsfjern og uanvendelig. Jeg tillader mig her at komme med nogle kommentarer til kritikken, samt at rejse nogle generelle betragtninger.

Er forskning skidt for modebranchen? Selvfølgelig er den ikke det. Tværtimod. Hvorfor skulle lige modebranchen være anderledes end andre brancher?

Fødevare-, landbrugs- og medicinalindustrien har kun kunnet vokse sig så store som de er, på grund af deres tradition for at arbejde tæt sammen med forskningsinstitutioner. Det sker inden for natur- og ingeniørvidenskab, men også på andre områder. Blandt andet handelshøjskolernes forskning i ledelse, organisation, markedsføring og forbrugerforståelse, leverer til stadighed ny viden, som sender gode entreprenører og forretningsfolk ud til virksomhederne.

Uden forskning ingen velfærd, og i en globaliseret verden handler det for den vestlige verden om at putte mest mulig viden ind i sine produkter for at være på forkant i konkurrencen. 

På de institutioner jeg selv arbejder for, CBS og Designskolen Kolding, er der stor tradition for at samarbejde med erhvervslivet. Nu også inden for mode- og beklædningsfeltet, et helt nyt felt, der forskningsmæssigt er næsten uopdyrket. På CBS forskes der blandt andet i virksomheders brug af blogs samt etisk modeproduktion i Indien, mens Designskolen Kolding netop har indledt et storstilet udviklingsarbejde sammen med skofabrikanten ECCO.

Ikke så virkelighedsfjernt, skulle jeg mene.

Jeg har udtalt i et interview til portalen videnskab.dk, at modebranchen skal pottetrænes i forskning. Det skal den, fordi det er en branche, der modsat andre store brancher ikke har nogen tradition for at arbejde sammen med vidensinstitutioner. At dette er et problem er blandt andet påpeget gennem flere FORA-rapporter fra erhvervsministeriet, blandt andet FORA#8 fra 2005.

Netop denne rapport er grundstenen i mit eget ph.d.-projekt, der griber fat i rapportens hovedspørgsmål: hvordan får vi bruger-dreven innovation implementeret i dansk mode? Rapportens svar er, at det gør vi gennem at skabe samarbejde mellem branche og vidensinstitutioner.

Der står bare ikke hvordan. Men netop det arbejder jeg med i min forskning.

Jeg tester og evaluerer gennemprøvede metoder fra områder som bruger-dreven innovation, bruger-dreven design og co-design, på mode og beklædning. De metoder jeg anvender er tidligere brugt til bl.a. produktudvikling af køkkener og tekstiler, hvor de har haft et klart kommercielt formål; at ramme forbrugerne bedre, baseret på brugernes egne oplevelser af et produkt.

For at kunne skabe nogle brugbare konklusioner på de metoder, er det vigtigt at gå i dybden med få eksempler. Resultatet skulle nemlig gerne være kimen til, at disse metoder i fremtiden kan udvikles videre både i forskningsregi, i undervisningen af modedesignstuderende, og i modeindustrien.

Målet er altså at skabe metoder til at produktudvikle direkte fra brugernes behov, drømme og ønsker. Derfor er mine cases da også enkelte informanter, et undervisningsforløb på Designskolen Kolding, og et samarbejde med modevirksomheden Mads Nørgaard.

I de brancher, der har en solid og veletableret tradition for samarbejde mellem offentlig forskning og private virksomheder, bygger samarbejdet på en dyb respekt for hinandens kompetencer.

I disse brancher findes der også masser af eksempler på samarbejde mellem kommercielle rådgivningsvirksomheder og universitetsforskere. Sådan bør det også være i modebranchen. Begge parter leverer viden, med kompetencer på hver deres område, og de kan få stor gavn af hinanden. Det nye er, at designskoler, universiteter og handelshøjskoler nu også, på linje med de kommercielle trendbureauer, begynder at  levere viden om designmetoder, trends, historie, ledelse, bæredygtighed eller kultursociologi.

Viden er godt, mere viden er mere godt, for at få branchen til at vækste. Det er sund fornuft.

LÆS OGSÅ MOKO-leder Julie Sommerlunds debat-indlæg: Modeforskning – hvad skal vi bruge det til?