Bogudgivelse: Kopenhagen Fur er en eksemplarisk Kina-succes
Kina-korrespondent og erhvervsjournalist beskriver i ny bog danske virksomheders erfaringer i Kina.Ny bog beskriver danske virksomheders erfaringer i Kina og roser blandt andet Kopenhagen Furs bedrifter i landet.
"Jeg beundrer Kopenhagen Fur for deres modige strategi i Kina, hvor de har satset på stor åbenhed, og jeg tror, at den er rigtig," siger Christina Boutrup, Kina-korrespondent og erhvervsjournalist gennem flere år, blandt andet på Berlingske.
I sin nye bog ‘Kina Sweet & Sour – Erfaringer fra danskere, der tør satse på Kina’ beskriver hun de udfordringer, som findes på det hurtigt voksende marked i Kina, og hvordan en række store virksomheder har klaret opgaven. Tirsdag var der lancering af bogen på Copenhagen Business School. Blandt andet har Christina Boutrup dedikeret et helt kapitel i bogen til at forklare, hvordan Kopenhagen Fur har tacklet opgaven i Riget i Midten.
"Det har jeg gjort, fordi Kopenhagen Furs historie er ét af de allerbedste eksempler på dansk succes i Kina. Det er et ekstremt interessant initiativ, som allerede blev taget tilbage i 1994," siger Christina Boutrup og fortsætter:
"Karakteristisk for Kina er, at ser de priserne boome på et bestemt prismarked, vil de være med. Udfordringen for vestlige virksomheder er, at kineserne producerer varerne langt billigere."
Kopenhagen Furs direktør Torben Nielsen var inviteret til at holde et oplæg.
"Vi valgte især at satse på to ting: øget effektivitet og kvalitet. På den måde har vi bevaret kinesernes efterspørgsel, fordi vestlige prestigeprodukter er i høj kurs i Kina," siger Torben Nielsen.
Christina Boutrup ønsker og håber, at især mange politikere vil læse bogen.
"Det går lynstærkt i Kina, og der er et behov for, at danske virksomheder får optimale rammevilkår, hvis Danmark i fremtiden skal gøre sig gældende på det kinesiske marked, og det er vigtigt, at politikerne bliver bevidste om det," slutter hun.