Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Hummel og fodboldtosserne

Flere medier hæfter sig ved den trøje, som overfaldsmanden bar i en svensk topkamp i sidste uge.
Flere medier hæfter sig ved den trøje, som overfaldsmanden bar i en svensk topkamp i sidste uge.

Flere medier hæfter sig ved den trøje, som overfaldsmanden bar i en svensk topkamp mellem Helsingborg og Malmø i sidste uge. Den ophidsede fodboldtilskuer bar nemlig en Hummel-trøje, og det mere end ærgrer lederen for Hummels agentur i Sverige, Pontus Sköldberg.

”Det er supertrist og frustrerende, fordi det er ikke er så meget, vi kan gøre – andet end at håbe, at det ikke sker igen,” siger han til DagensMedia.se.

Pontus Sköldberg var på det danske hovedkontor, da kampen i Helsingborg blev afbrudt af dommeren p.g.a. overfaldet.

”Marketingafdelingen blev stærkt bekymret og begyndte straks at tjekke, hvordan medierne rapporterede om hændelsen,” siger han.

Det svenske Hummel-agentur har kun eksisteret et par år og fokuserer i øjeblikket på tøjforretninger og håndboldklubber, men tanken er på sigt at samarbejde med flere sportsgrene – også fodbold.

Hændelsen er ekstraærgerlig for Hummel, fordi medierne sammenligner den aktuelle "Hummel-spade" med den danske ”Fodbold-tosse”, der i 2007 overfaldt dommeren i EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Sverige – også her blev kampen afbrudt af dommeren, og også her bar synderen en Hummel-trøje.

”Hummel er nu forbundet med to af de største skandaler i svensk fodbold, hvilket naturligvis ikke er godt i et brand-perspektiv. Det bliver op ad bakke, hvis Hummel i den nærmeste tid går ud til fodboldklubber,” siger Niklas Bodell, der er kommunikationschef og strategisk rådgiver på Involve Communication, til DagensMedia.se.

For nærværende agter Hummel ikke at gøre noget videre ved sagen:

”Det var ekstremt uheldigt, at den person, der tabte hovedet i Skåne, bar Hummel. Det er ikke et mærke, der normalt forbindes med hooliganisme. Men bliver Hummel og hooligans forbundet i debatten, må vi naturligvis gøre noget,” siger Pontus Sköldberg.

Kilde: Bureaubiz.dk