Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Kongelig hofleverandør vil dufte sig til succes

P. Hertz i København går nu nye veje, når det handler om at give kunderne en særlig oplevelse i forretningen.
P. Hertz i København går nu nye veje, når det handler om at give kunderne en særlig oplevelse i forretningen.

Danmarks ældste juvelér har fået designet en særlig duft til forretningen. Det skriver Erhvervsbladet.dk.

Danmarks ældste juvelér P. Hertz i København går nu nye veje, når det handler om at give kunderne en særlig oplevelse i forretningen.

I samarbejde med Danmarks første og eneste duftdesigner, Julia Kim, kan den kongelige smykkeleverandør nu præsentere sin egen duftsignatur i butikken på Købmagergade.

"På samme måde som smykker symboliserer sanselighed, gode minder og særegenhed, så indkapsler duft de samme egenskaber. Det, at vi nu har udviklet en signaturduft, er det næste naturlige skridt i retning af at gøre vores håndværk og service endnu mere sanselig, mindeværdig og særegen – i håbet om at man som kunde hos os vil føle at man nu får endnu mere med hjem, end man kom efter," forklarer Direktør Berit Hertz i en pressemeddelelse.

P. Hertz har eksisteret siden 1834 som et familieforetagende, der er gået i arv i flere generationer. For direktør Berit Hertz er hensigten med den nye duftsignatur, at den skal komplementere og fremhæve samt sanseliggøre virksomhedens eksisterende kerneværdier.

Siden 1996 har Julia Kim arbejdet som duftdesigner med særlig ekspertise i aromapsykologi og typologi.

Kilde: Erhvervsbladet.dk.