Nu kommer flash sales til Danmark
Den danske shoppingportal LazyLazy.com gør udlandet kunsten efter og afholder online lynudsalg.Fænomenet Flash sales, der på udenlandske sites som Gilt.com og FashionVault.com har stor succes, breder sig nu også til danske websites. Den danske shoppingportal LazyLazy.com gør nemlig udlandet kunsten efter og afholder, som en af de første i Danmark, nu online lynudsalg.
Flash sales er et online-her-og-nu-tilbud, hvor brugerne kan få store rabatter på en række varer inden for en afgrænset tidsperiode, oftest et døgn eller to. Et koncept som har haft stor succes hos udenlandske webportaler.
Brands profilerer sig gennem flash
Line Bering, som er online marketingansvarlig på Lazylazy.com, ser kun fordele ved brug af flash sales:
”Flash sales er en god mulighed for sitets brands at profilere sig samt en anledning til at komme af med de sidste vintervarer og overskud af lagervarer. Flash sales er desuden en måde for sitets brands i fællesskab at gøre en indsats for LazyLazy.coms udbredelse,” understreger Line Bering og tilføjer:
”Flash sales er den nye måde at handle på, og nu en del af LazyLazy.coms signatur.”
I forhold til brandværdi, ser de enkelte brands ikke en fare ved flash sales, fortæller Line Bering, for flash sales er blot et lynhurtigt udsalg og ikke en længerevarende rabatkampagne. Desuden er der en værdi i at have et udsalg nu, inden det årlige sommerudsalg løber af stablen i Danmark, tilføjer hun.
Nå ud til brugerne gennem Facebook
For at gøre opmærksom på LazyLazy.coms flash sale har sitet sendt nyheden ud til forbrugerne gennem sociale medier som Twitter, Facebook, Trendsales og modeblogs, samt i sitets nyhedsbrev:
”Vi ønsker, at nyheden kommer så bredt ud til forbrugerne som muligt. Derfor kontaktede vi en række sociale medier,” siger Line Bering, og fortæller om forbrugernes reaktioner på konceptet:
”Flere brugere har postet kommentarer på fx Facebook, hvor de har givet udtryk for, hvilke stykker tøj, de ønsker at se ved udsalget. Det er en fantastisk mulighed for sitets brands at komme i dialog med forbrugerne og vise, at de imødekommer deres ønsker.”
Inspiration fra FashionForum.dk
Line Bering fortæller, at det faktisk var en artikel om flash sales på netop FashionForum.dk, der inspirerede portalen til selv at afprøve konceptets potentiale:
”De enkelte brands på LazyLazy.com blev faktisk inspireret til at lave flash sales efter at have læst om konceptet i en artikel på FashionForum.dk. Denne interesse ville vi gerne imødekomme,” slutter Line Bering.
80 pct. af sitets brands deltager i lynudsalget, og de sidste 20 pct. udebliver kun af den årsag, at de simpelthen ikke har varer nok.
LazyLazy.com prøver lynudsalgskonceptet af i dag, onsdag den 18. maj. Udsalget slutter 24 timer senere.
Læs også:
Stort potentiale for online lyn-udsalg i Danmark