Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Danske Ørgreen åbner flagskib i København

Nu kan de danske forbrugere for første gang opleve Ørgreens komplette brillekollektion i København.
Nu kan de danske forbrugere for første gang opleve Ørgreens komplette brillekollektion i København.

Nu kan de danske forbrugere for første gang opleve Ørgreens komplette brillekollektion – brilledesignerne åbnede nemlig i torsdags dørene op for deres første flagskib i København.

Tobias Wandrup, som er en af de tre designere bag brandet, indviede FashionForum.dk i sine tanker om butikken:

”Vi har siden vores opstart i 1999 haft stor succes med salg af vores brillekollektion i butikker over hele verden. Vi mente derfor, at tiden var inde til at åbne egen butik, hvor vi kunne fremvise hele vores kollektion samlet.”

Fingeren på den skandinaviske puls


Tobias Wandrup fortæller desuden, at de som dansk design har mange danske kunder og et bredt netværk i Danmark, og at det derfor var oplagt at placere deres første butik i København:

”Vi ønsker at skabe en tættere kontakt til vores danske kunder og vise københavnerne, hvad vi kan, og da vores kollektion mest af alt er inspireret af den skandinaviske tankegang, henvender vores design sig især til vores skandinaviske og især danske kunder,” siger Tobias Wandrup.

Ørgreen startede i sin tid som et herrebrand, men designer i dag også briller til kvinder. Ifølge Tobias Wandrup favner kollektionen bredt, men henvender sig primært til det mere voksne segment.

Brandet Ørgreen skal være en helhedsoplevelse

Designerne har selv specialdesignet og bygget butikkens interiør efter de samme skrå og rene linjer, som ifølge Tobias Wandrup kendetegner Ørgreens brillekollektion:

”Helheden er vigtigt – derfor har vi valgt selv at designe butikkens møbler, så de komplementerer brillekollektionens design og kvalitet,” fortæller Tobias Wandrup og fremhæver:

”Den røde tråd i vores design er den spændte streg.”

Foruden Ørgeens egne kollektioner, vil butikken i København præsentere et udvalg af internationale brillemærker.

Ørgreen København
St. Regnegade 1, 1110 København K