Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Sådan kan iPad fremme retail

Retail Institute Scandinavia har set nærmere på, hvordan man som modebrand kan bruge iPad'en i PR-øjemed.
Retail Institute Scandinavia har set nærmere på, hvordan man som modebrand kan bruge iPad'en i PR-øjemed.

IPad’en har ikke kun ændret landskabet for publikationer, reklame og multimedier, men også revolutioneret den måde, retailere engagerer deres kunder på, den måde de yder kundeservice på, og den måde hvorpå man kan styrke brandoplevelsen.
Blot elleve måneder efter Apple udgav den første iPad, der solgte tre millioner eksemplarer i de første 80 dage, er den anden generation af tablet-pc’er ved at blive lanceret med et væld af nye features.

Apple fortæller, at iPad2 er 33 pct. tyndere og op til 15 pct. lettere end originalen. Den har hurtigere grafik og forarbejdning, men med samme batterilevetid. Apple forventer, at den mindre, smartere og mere kraftfulde iPad kommer til at sælge 43,6 mio. enheder i år.

Måske er det mest interessante for detailhandlen, at Apple har udstyret iPad2 med kamera fortil og bagtil og lavet en funktion af FaceTime-teknologien, som blev lanceret i iPhone 4. Det giver nemlig mulighed for at indarbejde augmented reality i iPad’en, ligesom fx luksussmykkebrandet Fabergé har lanceret i sin iPhone-applikation. Men det giver også detailhandlende mulighed for at kommunikere ansigt til ansigt med deres kunder over Ipad’en.

Burberry brugte iPads under deres modeshow for forår/sommer 2011, hvor VIP-kunder kunne se de forskellige styles på iPad’en og bestille tøjet direkte fra catwalken.

IPads og mode: interaktivitet og nye oplevelser
Oprindeligt var iPad’en et våben for et modemagasin som Vogue og for luksusonlineretailere som Net-a-Porter, da den fint oversætter papirmagasiner til den digitale virkelighed. Vogue tog sine læsere med bag om kulisserne, de havde eksklusive historier med modeller, designere og kendisser – og de havde endda links fra historierne til websider, hvor man kunne købe tøjet, og smeltede derved indhold sammen med shopping.

Modebrands fulgte hurtigt efter med deres egne iPad-applikationer. På Louis Vuittons applikation kan man finde byguides, på Guccis musik, og på Ralp Lauren Polo kan man designe sin egen Polo T-shirt. Burberry gik et skridt videre og brugte iPads under deres modeshow for forår/sommer 2011. Brandet havde inviteret VIP’s til sine 25 flagskibsbutikker verden over, hvor de indbudte kunne se en livestreaming af catwalken i London og bagefter købe tøjet på en iPad-applikation udviklet til netop det formål. Normalt skal man vente seks måneder på, at tøjet fra catwalken kommer i butikkerne, men Burberrys CEO, Angela Ahrendts, kaldte det nye initiativ fremtidens ”retail theatre” og understregede, at lige præcis det er hjertet i Burberrys vækststrategi for detailhandel.

Læs resten af indlægget her.

Blogindlægget er skrevet af Rina Hansen, konsulent i Retail Institute Scandinavia. Retail Institute Scandinavia er et konsulent- og videnshus med fokus på detailhandel og forbrugeradfærd. Læs flere blogindlæg på www.retailblog.dk.