Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

ASOS.com i tysk retsstrid

Den britiske e-gigant er blevet anklaget for navneforvirring af en tysk herretøjskonkurrent.
Den britiske e-gigant er blevet anklaget for navneforvirring af en tysk herretøjskonkurrent.

Et af Europas allerhurtigst voksende internetvarehuse, ASOS.com, risikerer ridser i lakken i forbindelse med koncernens seneste ekspansion.

I Tyskland er ASOS.com nemlig blevet anklaget for konkurrenceforvridning af en lokal herretøjsforhandler, Anson’s. Folkene bag Anson’s argumenterer for, at den britiske e-succes’ navn ligger for tæt op ad den tyske rivals, hvilket kan medføre forvirring blandt kunderne. Det skriver blandt andre FT.com.

Anson’s har derfor krævet et forbud mod, at der sælges tøj under brandnavnet ASOS i Tyskland. Hvis Anson’s bakkes op af retten i Hamburg, kan det få grelle konsekvenser for ASOS.com. Hvis ASOS tvinges til at operere under et andet brandnavn i Tyskland, kan det nemlig betyde at hele e-tailerens brandstrategi i Tyskland, Europas stærkeste økonomi, må ændres.

Anson’s er privatejet og blev stiftet i 1989. Kæden tæller 21 butikker fordelt på 17 tyske byer – og så sælges Anson’s i øvrigt ikke online.

”Anson’s byder alle former for sund konkurrence velkommen, men ikke til den yderlighed, hvor man risikerer at forvirre kunderne og udvande vores værdifulde brand,” siger en talsperson fra Anson’s.

Hos ASOS er tonen en anden:

”Anson’s er tydeligvis opportunister. Der er absolut intet bevis for, at nogen forveksler Anson’s med ASOS. ASOS er stadig helt trygge ved deres position,” lyder det her.

Høringen i sagen finder sted den 7. maj, men en endelig dom kan snildt trække adskillige uger ud.

Anson’s har allerede tidligere været efter ASOS i forsøget på at få sat en stopper for ASOS’ brug af tysksprogede pop-up-vinduer på den engelske side, hvori kunderne blev informeret om, at ASOS leverer til Tyskland.

Også navnesager, har Anson’s tidligere været involveret i. I 2009 forsøgte den tyske kæde således at få standset britiske Hanson Partners indtog på det tyske marked. Hanson ejer herretøjskæden Greenwoods. Denne indsigelese blev imidlertid afvist.

ASOS’ værdi er mere end tredoblet i løbet af de seneste blot 12 måneder, og aktierne er nu de absolut dyreste blandt samtlige britiske retailaktier.