Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Udsigt til jobløs vækst i dansk detailhandel

Direktør i Dansk Detail mener ikke, at svag vækst fører til flere jobs i danske butikker lige foreløbigt.
Direktør i Dansk Detail mener ikke, at svag vækst fører til flere jobs i danske butikker lige foreløbigt.

Omsætningen i landets detailbutikker er for nedadgående. Marts bød således på et fald i salget, og havner ifølge Jens Birkeholm, der er adm. direktør i detailbranchens netværksorganisation Dansk Detail, i indeks 90 sammenlignet med samme måned i fjor.

”Vi sammenligner med marts 2010, og der lå indeks meget højt. Marts 2010 var den første periode med fremgang efter finanskrisen,” fortæller direktøren.

Godt vejr generer salg
Han giver en simpel men logisk forklaring på, hvorfor salget måske klarede sig bedre sidste år:

”Det var godt vejr. Især skohandlerne fortæller, at når solen skinner, kommer vi ud af vores huler og skal have nyt fodtøj.”

Dansk Details indeks er baseret på tilbagemeldinger fra organisationens 2.500 medlemsvirksomheder, alle danske tøj- eller skobutikker.

Vi har set værre
Jens Birkeholm mener nu ikke, at en nedgang på 10 procentpoint til indeks 90 er foruroligende:

”Selvfølgelig er det ikke tilfredsstillende, men selvom vi rammer index 90, er det ikke tilnærmelsesvis det største fald, vi har set. De sidste fire måneder af 2008, fx, så vi et fald på 40 procentpoint. Men det er klart, det føles stille ude i butikkerne,” siger han. Han tilføjer videre, at det altid kan være svært at konkludere noget på baggrund af tal for de enkelte måneder, da disse kan svinge ganske betydeligt.

Og faldet er ingenlunde lige så dramatisk som det, vi så i 2008, da krisen rigtigt tog fat:

”Der faldt omsætningen i de danske butikker med to milliarder på tre måneder fra september til december,” siger han.

Vækst uden job
Han mener videre, at de begyndende stigende temperaturer nok skal sætte fut under detailomsætningen.

”Det skal nok betyde noget, at det nu bliver varmere i vejret,” siger han og spår forsigtigt om en omsætningsstigning på 2,5 pct. for hele året. Og selvom en lille vækst selvfølgelig også er gode nyheder, mener Jens Birkeholm ikke, man skal sætte næsen op efter job i detailbranchen lige forløbigt:

”Vi har spurgt butikkerne, om de tænker at ansætte flere, hvis de – svagt positive – budgetter, de har lagt holder. Men det er ikke tilfældet,” siger han.

Butikkerne har trimmet
Butikkerne har i høj grad brugt krisen til at trimme og afskedige, og nu har de så småt det rigtige antal folk i butikkerne og kan håndtere omsætningen. Derfor kommer en positiv udvikling på 2 pct. ikke til at skabe flere stillinger:

”Der skal ske et meget markant spring, førend butikkerne begynder at hyre folk ind. Så skal vi altså op i en omsætningsstigning på mere end 6 pct.,” siger han og slutter:

”Butikkerne er ekstremt opmærksomme på deres omkostningsniveau.”
 
LÆS OGSÅ:

Tag kunderne alvorligt på Facebook og Twitter

Det koster dyrt at etablere sig i Kina

Rosemunde: Vi vil højne kundernes bevidsthed