Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Metropol planlægger NORR-butikker i hele Europa

Den Århus-baserede virksomhed planlægger at udvide NORR-konceptet.
Den Århus-baserede virksomhed planlægger at udvide NORR-konceptet.

FashionForum.dk er taget på besøg i Århus-virksomheden Metropol til en snak om fremtid, nethandel og ekspansionsplaner. Læs første del her.

På tredje sal i det gamle pakhus kan man faktisk ikke se kajen nedenfor. Gennem panoramaruderne er der udelukkende udsigt til hav.

”Det er lidt ligesom at være på en båd,” siger adm. direktør Tommy Hyldahl selv om Metropols hovedkvarter på havnen i Århus, inden vi sætter os.

Han stiftede modegruppen i 1997, og Metropol tæller i dag fire brands; Margit Brandt, St-Martins, S’NOB de NOBLESSE og SUIT.

Metropol og multibrandbutikken
FashionForum.dk mødte ham til en snak om fremtiden for en af de store danske modespillere på Århus’ muligvis lækreste kontor. Med udsigt over industrihavnens gigantiske kraner giver Tommy Hyldahl sit helt eget bud på, hvordan man driver modeforretning fra Danmark.

Lige nu runger et mantra nemlig gennem modebranchen: Hold dig fra multibrandbutikken, den har ingen fremtid. I stedet bør man som retailer ifølge en række eksperter på området tage hånd om konceptet bag sit brand og føre dette hele vejen ud i forretningen – fra lys og lyd til bøjler og butikspersonale. Så tankerne bag tøjet afspejles i omgivelserne.

NORR i alle metropoler
Tommy Hyldahl har skabt det, der vel kommer tættest på en kombination af konceptbutik og multibrand-retail: I 2007 søsatte han nemlig den første NORR-butik, hvor Metropol-gruppens fire mærker sælges under samme tag. I dag findes der seks NORR-butikker; en i Århus, en i København og så ellers i fire europæiske hovedstæder: Rom, Stockholm, Istanbul og Tallinn.

Men det stopper ikke der:

”Vi vil gerne åbne NORR i de fleste større byer i Europa. Vi startede konceptet, lige da finanskrisen satte ind, og det bremsede bestemt uviklingen. Men de seneste seks-syv måneder har vi sat øget fokus på butikkerne, og i den periode er de virkelig gået frem. Vi er klar til at udvide,” siger direktøren, der fremhæver Stockholm og København som to byer, der er gået særligt godt på det seneste.

Next stop: Irland og Spanien
Og der er da også allerede to nye butikker i pipelinen.

”Vi åbner i Dublin i Irland efter sommer, og så åbner vi faktisk allerede den 1. juli butik i Palma på Mallorca,” forklarer han og understreger, at Palma er et genialt sted at tage fat, fordi byen besøges af folk fra hele verden:

”Man bliver set af mange verdensdele dernede. Ideelt set vil vi jo gerne være tilstede med NORR-butikkerne i alle europæiske storbyer,” siger han.

Man skal aldrig sige aldrig
Og det kan sagtens tænke, at der i fremtidens NORR-butikker bliver flere Metropol-brands at pille ved:

”Vi er altid åbne for nye tiltag, og jeg kunne sagtens finde på at tage ejerskab over flere mærker,” siger Tommy Hyldahl, der dog understreger, at han ikke har noget i kikkerten lige nu. Men det er en fordel at være stor, mener han:

”På omkostningssiden bliver din procent pr. omsat krone i logistik og administration mindre, og du har flere muskler at spille med. Vi kan trække et lille mærke op, fordi vi har noget at gøre godt med på de store brands,” forklarer han.

Produktion er den nye udfordring
Metropol ejer selv de kinesiske fabrikker, hvor tøjet produceres, så foruden 130 ansatte i Danmark, har gruppen faktisk 1.100 ansatte i Kina – og det er overhovedet ikke dumt at have kontrol over hele processen:

”Produktion er jo den nye helt store udfordring. Du kan komme (til en fabrik, red.) efter fjorten dage, og så er prisen hævet med 12 pct. Jeg er lykkelig for, at vi har egne fabrikker, vi får af den årsag ikke tæsk i samme omfang,” siger han.

Gearet til ekspansion
Og nu er det økonomiske klima endelig atter gearet til ekspansion, forklarer han:

”De næste par år kan vi atter lægge noget til – men på en anden måde. Hvis vi ikke kan se synergier hele vejen rundt, siger vi nej tak. Der er masser af muligheder, men hvis vi pludselig ville lave meget ungt tøj eller meget voksent tøj, så kan vi ikke få glæde af samme synergier,” siger han, inden han slutter:

”Du skal ikke konkurrere med dig selv.”

LÆS OGSÅ:

S’NOB og Noblesse slår pjalterne sammen

Metropol-CEO: Stor forvirring på messerne