Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Triumph viste højtaljede trusser og avantgarde

Med den avantgardistiske kreation "Emotion" var det TEKO-studerende Trine Engebretsen der blev dansk vinder.
Med den avantgardistiske kreation "Emotion" var det TEKO-studerende Trine Engebretsen der blev dansk vinder.

Den skandinaviske delfinale i Triumph Inspiration Award 2011 blev afviklet torsdag. På Statens Museum for Kunst i København blev gæster fra Danmark, Norge og Sverige seatet til et modeshow, der skulle vise de 29 deltageres kreationer. Alle deltagere i konkurrencen er studerende ved enten norske Esmod, svenske Textilhögskolan i Borås og danske TEKO, og det er første gang, der holdes en samlet delfinale for de skandinaviske lande – der dog fik kåret en vinder hver. 

I anledning af Triumphs 125-års jubilæum var temaet og udgangspunktet for dette års konkurrence ”125 years of celebrating women” – en titel, der var bred nok til, at de studerende kunne beholde deres designmæssige frihed. 
Og det var da også en mangfoldig blanding af designs, der blev fremvist på podiet. Fra sorte hofteholdere til farverige cirkler, over et G.I. Jane-inspireret outfit, højtaljede trusser og gennemsigtige materialer. 

De danske dommere, designer Jesper Høvring, uddannelsesansvarlig ved TEKO Ingrid Søe og Triumphs nordiske pressemanager Rikke Glad Kirstein, valgte den avantgardistiske og organiske kreation ”Emotion”, designet af Trine Engebretsen, som årets danske vinder – en titel hun er godt tilfreds med. 

”Det er helt vildt, og jeg er virkelig glad og stolt over at vinde. Jeg tror, det kommer til at betyde rigtig meget for min karriere, at jeg nu har vundet den danske udgave af Triumph Inspiration Award. Jeg er meget ambitiøs og har knoklet hårdt for projektet og glæder mig rigtig meget til den internationale finale i Berlin” siger Trine Engebretsen i en pressemeddelelse. 

Fra den danske dommere, kjolemageren Jesper Høvring, er der stor ros til vinderen. 

”Vi har valgt at kåre Trine som årets vinder, fordi hun har arbejdet med stor originalitet i designet af ”Emotion”, som vi fandt bade organisk, modigt og utraditionelt. I juryen var vi også meget imponerede over brugen af utraditionelle materialer samt den detalje-fokusering og ihærdige indsats, der tydeligt er lagt i arbejdsprocessen. Der er en flot balance mellem æstetik og originalitet,” fortæller Jesper Høvring. 

Trine Engebretsen og “Emotion” skal dyste mod 36 andre landes vindere ved den internationale finale i Berlin den 6. juli 2011 – midt under modeugen i Berlin, hvor præmien på 15.000 euro og muligheden for at designet sættes i kommerciel produktion er målet. 

Nummer to i konkurrencen blev Eva Marie Suviste med konceptet "Skin", mens tredjepladsen gik til Rebecca Posselt for "Celebration of Emancipation". Inden finalen i Berlin afholdes, kan alle gå ind og stemme på deres favorit på www.triumph-inspiration-award.com.