Kina - Det koster dyrt at etablere sig
Adm. direktør for Skagen-ure fortæller om udfordringerne ved at sætte sig på det kinesiske marked.Kina er et yderst interessant marked – men tag ikke fejl. Det er også en udfordring, fortæller Anita Jensen, direktør for Skagen-ure i Hongkong, til FashionForum.dk:
”Forbrugeren i Kina har som udgangspunkt ‘nok’ kinesiske brands til at dække alle behov, så man skal kridte skoene, hvis man vil være medspiller i et marked, hvor forbrugeren ikke har brug for ‘endnu et vestligt brand.”
Som dansk virksomhed på det kinesiske marked skal man være klar over, at man er oppe imod nogle af de tunge drenge:
”De ‘store’ mærker poster mange penge i marketing for at overbevise forbrugeren om, at de er det rigtige brand. De lykkedes, men det koster,” siger Anita Jensen.
Den største udfordring er den rette partner
Kina er også en udfordring på grund af den måde, detailhandelen er sat sammen på – det er noget mere komplekst end andre markeder. Det er derfor vigtigt at finde en god lokal partner. Men det er en udfordring, pointere Anita Jensen:
”Den største udfordring på et kinesiske marked er at finde den rette partner og dernæst at blive enige om en strategiplan, der kan udføres på alle niveauer.”
Vesten driver primitiv forretning
De store kulturforskelle mellem Danmark og Kina kommer tydeligt frem – især i forretningssammenhænge. Det skal man være yderst opmærksomhed på, understreger Anita Jensen.
”Den vestlige måde at drive forretning på bliver anset som primitiv og klodset. At gå ‘ind i folk med træsko på’ bliver ikke anset som værende charmerede men direkte ubehøvlet – så det er vigtigt at tage sig god tid i forretningssammenhænge i Kina.”
Anita Jensen fortæller desuden, at man som samarbejdspartnere skal lære hinanden ordentligt at kende for, at forretningssamarbejdet kan/skal optimeres. Derefter gælder det om, at lave aftaler, som kan overholdes af begge parter, så ingen ‘mister ansigt’.
Vær realistisk
”Udfordringen er at være realistisk. Selvom det kinesiske marked er et stort marked med mange forbrugere, så vokser træerne ikke ind i himlen. Der skal lægges det samme store stykke arbejde i Kina som eksportmarked som alle andre eksportmarkeder.