Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Tre gode argumenter for Kopenhagen Fur, og så måske alligevel ikke

Lise Skov, der er lektor og Ph.D. ved CBS med speciale i pels, bidrager med endnu et indlæg om pelsindustrien.
Lise Skov, der er lektor og Ph.D. ved CBS med speciale i pels, bidrager med endnu et indlæg om pelsindustrien.

Lise Skov, der er lektor og Ph.D. ved CBS med speciale i pels, giver her sit input til den debat om pelsdyravl, der har fyldt i medierne på det seneste.

I den mere reflekterede del af debatten om dansk minkavl (for eksempel i debatprogrammer på P1) har man undret sig over, hvorfor Kopenhagen Fur ikke rykker ud med flere succeshistorier om dansk pels. Det er ikke nok at være globale leder og millardeksportør, der skulle også gerne være en vision.

Helt personligt synes jeg, at der er nogle gode argumenter for pels, hvis man kigger lidt efter.

For eksempel slog Dyreetisk Råd for et par år siden fast, at dyrevelfærden er  på minkfarmene er højere end den er i konventionelt dyrehold. Det holder jo stadig på trods af billeder og dyrlægekontroller. Dyrene lever i en naturlig årlig cyklus til forskel fra fx kyllingernes forkortede liv, der må være landbrugets svar på Zaras tougers produktionscyklus.

Minkene avles og pelses på gårdene. Det er både godt for avlerne, der er stolte over den kontrol, de har med deres egen bestand, og for dyrene, der slipper for transport til slagteriet. Men det er jo næppe et argument, Kopenhagen Fur kan bruge til at føre sig frem på. Pelsbranchen er jo en del af landbruget, og især i EU har de en stærk lobbyvirksomhed imod sig. Mange avlere har også konventionelt dyrehold. Så det ville nok være et rigtigt uklogt argument for pelsbranchen.

I stedet kunne de slå på, at forholdene på danske farme er bedre end i Østeuropa eller Kina. Sådan et argument ville danskerne nok falde for, fordi vi så gerne vil tro, at vi kender en genvej fra jord til bord, ligesom man kan se i Arla-reklamerne. Men danske farmere er jo dybt involveret i at etablere og udvikle minkavlen rundt om i verden, enten fordi de etablerer farme eller sælger avlsdyr. Auktionshuset Kopenhagen Fur modtager skind fra udlandet som et led i strategien. Så sådan en markedsføring vil clashe med ambitionen om at forblive global leder.

Så er der etikken i pelsbeklædningsproduktion og -forbrug, og her er der faktisk nogle rigtigt gode argumenter.

Arbejdsvilkårene og lønningerne i pelsbranchen er nemlig bedre end i resten af modebranchen. Men igen er det et argument, som er svært at bruge for en branche, der har set sit potentiale i alliancer med modebrands og i såkaldte kombinations-garments, der kombinerer tekstil (eller læder) og pels.

Hos forbrugeren har pels en lang levetid og bidrager derfor kun i ringe grad til de 13 kilo tøj, som hver danskerne kasserer på et år. Pels skal ikke vaskes , så vi kan gå uden om den helt store ressourcesluger i modens livscyklus: vaskemaskinen. Der findes jo ikke økologisk pels, fordi minkene, der  er øverst i fødekæden, fodres med slagteriaffald fra alle slags brug. Men ikke desto mindre er pels et af de bedst bud på grøn mode. Åh, så er der bare lige det problem, at en del af branchens kundegrundlag tænder af på bæredygtighed.

Når man som Kopenhagen Fur er en global leder – selv i en nok så specialiseret industri – er det strategiske råderum begrænset og bundet til feltet.

Nogle af de sjove ting, der er sket for Danmark på modefeltet i det sidste årti, hvor dansk mode er blevet genopfundet først som pailletter og indisk broderi og siden som demokratisk tilgængelighed og etik, har jo netop kunne ske, fordi dansk mode søger at etablere sig som en lille niche i et globalt marked. Og det er slet ikke den position, Kopenhagen Fur har i den globale luksusindustri. Det er jo derfor, de elsker Mærsk på pelsen. Det er svært at være stor.

Læs også:

Pelsindustrien fejer intet ind under gulvtæppet

Minkbranchen takker bankerne