Rabens Saloner: Agenter skal lette arbejdsbyrden
Læs reportage fra Modezonens speeddating-arrangement, hvor britiske agenter parres med danske brands.Britiske agenter skal parres med danske modebrands. I torsdags oprandt dagen, hvor Modezonens speeddatingarrangement løb af stablen. Nogle søgte ægte kærlighed, mens andre blot så hinanden an, dog alle med det samme for øje – dansk mode på det engelske marked.
Med rungende højt til loftet, dinglende lysekroner og magtfuld atmosfære satte børssalen de perfekte rammer for Modezonens speeddating-event. Lækkerier var serveret, mens parrene mødte hinanden ved runde borde placeret som hyggelige klynger i den store sal.
Gå-på-mod og nysgerrighed
Mange designere – store som små – var mødt op med åbent sind, gåpåmod og nysgerrighed på, hvad dagen ville bringe. Og man mærkede tydeligt optimismen:
”England er et fantastisk marked for skandinaviske mærker,” siger Birgitte Raben Olrik, designer bag brandet Rabens Saloner.
Masser af muligheder
Rabens Saloner laver bæredygtigt tøj i romantisk stil med inspiration fra Østen og kan købes i flere europæiske lande, samt i Australien, USA og online. Men England, især, er et marked, hvor designeren ser muligheder. Birgitte Raben Olrik forklarer:
”Vi sælger godt i England og har mange tilbagevendende kunder. Men vi ønsker at komme bredere ud og have en mere personlig kontakt til det engelske marked. Derfor søger vi en britisk agent.”
Anette Grundahl, som er salgsansvarlig, fortæller at Rabens Saloner efterhånden er blevet så populære, at folkene bag brandet kan frygte at drukne i arbejdet:
”Vi tænker ikke kun strategisk, men også praktisk. Praktisk kan en agent tage noget af arbejdsbyrden på salgsområdet, og det er nødvendigt i takt med vores fremgang på det engelske marked.”
Også for de nye
Også nyopstartede modevirksomheder så gode muligheder i eventen.
Den legesyge designduo Johanne Kappel og Vibe Lundemark bag mærket Tabernacle Twins, der bl.a. laver farverige prints, havde ikke nødvendigvis en klar forretningsstrategi for det britiske marked for øje. De så mest af alt eventen som en god mulighed for at udvide deres horisont og få mere viden omkring markedet i England.
”England er både overskueligt kommunikationsmæssigt og er især et godt marked for de showpieces, som er en stor del af vores kollektion,” siger Vibe Lundemark og påpeger:
Snuser sig frem
”Vores hensigt med i dag er at snuse til, hvad der er af muligheder for os på længere sigt og lære mere om, hvad en agent kan tilbyde – og anbefale os i forhold til salg i England."
Rabens Saloner og Tabernacle Twins var hen på eftermiddagen endnu uvidende om, hvorvidt dagen ville føre til konkrete agentaftaler, men begge brands var positivt indstillede og allerede en del klogere på det engelske modemarked, britiske agenter og den smagsfulde sammensætning af kaffe, kage og forretning.
Læs også:
Rainbow Wave: Danskerne har stil
Dansk mainstream bliver britisk highend