Bestseller får flottere omgivelser i London
Der er afsat mere end 1 mia. pund til at give det østlige Oxford Street en tiltrængt ansigtsløftning.Oxford Street skal friskes op. Østenden af den verdenskendte shoppinggade, hvor blandt andet danske Bestseller sidste år åbnede et flagskib, får en overhaling til en værdi af en milliard britiske pund. Renoveringen forventes færdig i 2016, det skriver Fashionunited.co.uk.
Den tiltrængte overhaling vil øge omsætningen på gaden med 58 pct. i løbet af de næste fem år, og således havne på GBP 1,9 mia. i 2016. Det viser beregninger, som analysebureauet CB Richard Ellis har foretaget for New West End Company, der står bag renovationsplanerne.
New West End Company repræsenterer mere end 600 virksomheder i Londons West End (hvor man finder Oxford Street, red.) og investeringerne for i alt en mia. pund kommer blandt andet fra Land Securities, Frogmore og Great Portland Estates.
Videre har også transportmyndighederne i den engelske hovedstad smidt en mia. pund i puljen, der blandt andet skal finansiere to nye Crossrail-stationer samt en opkvalificering af undergrundsstationerne Tottenham Court Road og Bond Street, der befinder sig i hver deres ende af Oxford Street.
Dame Judith Mayhew Jonas, der er bestyrelsesformand for West End Company forklarer, at det efter årtiers forfald og årevis med opfordringer om at friske området op, får den østlige del af Oxford Street endelig en velfortjent vitaminindsprøjtning.
”Det yderst tiltrængte offentligt støttede boost til området, sammenføjet med investeringen i den private sektor på 600 mio. pund, vil føre ny energi ind i området og sammenføje de to ender af gaden. Det vil cementere West Ends status som en global destination,” siger hun.