Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Sylvester Stallone lancerer herretøj

Den kendte skuespiller skal nu lave herretøj til manden der kan identificere sig med Rambo - eller Rocky.
Den kendte skuespiller skal nu lave herretøj til manden der kan identificere sig med Rambo - eller Rocky.

Sylvester Stallone mener, at han ved hvad mænd har brug for, når det kommer til mode. Derfor lancerer den amerikanske skuespiller en kollektion til mænd i samarbejde med Michael Henry, en veteran indenfor skønheds- og retailbranchen. Det skriver Women’s Wear Daily.

Linjen går under navnet Stallone, mens firmaet bag passende nok hedder Sly Inc.. Den første kollektion, der ligger i et højere prisleje og er rettet mod butikker som fx Macy’s, kommer ud i 2012.

”Jeg tænkte, at nu var det tid. Jeg har levet et liv, hvor jeg har fundet ud af, hvad der virker og ikke virker. Tøj er det første skridt til at opbygge en karakter,” har Stallone udtalt til Men’sWeek.

Han tilføjer videre, at tøj har stor indflydelse på ens attitude, og at han selv blev ”virkelig involveret i tøj og stil” mellem filmene ”Rambo 2” og ”Rambo 3”, hvor han undergik et stort vægttab. Derfor måtte han smide sit gamle tøj ud, og begyndte i stedet at få skræddersyet sin garderobe. 
Og selvom det nu er 11 år siden interessen for mode og tøj startede, så mener Stallone selv, at han nu er moden og erfaren nok til at springe ud i det.

Kollektionen kommer i første omgang til at bestå af jeans, skjorter, overtøj, undertøj og ure. Men allerede nu er der planlagt en hurtig udvidelse, så linjen kommer til at indeholde solbriller, hår- og hudpleje, dufte, sportstøj og sportssko. Målgruppen er mænd i alderen 25-40 år, og inspiration er hentet hos Stallones to bedst kendte roller: Rocky og Rambo. De verdenskendte karakterer vil måske endda blive brugt aktivt i brandingen af det nye mærke.

“I sidste ende er Rocky en kærlighedshistorie, mens Rambo viser en anden side af maskulinitet, fordi han er en ener,” fortæller Sylvester Stallone. Derfor kommer Stallone-linjen til at indeholde tøj til “både rebellen og gentleman’en,” og skal på den måde ramme en større skare af mænd.

Kilde: Women’s Wear Daily.