Carine Roitfeld har fået nyt job
Rygterne har svirret længe, men nu er det sikkert, at hun skal arbejde for Barneys New York.Hun kunne have været chefdesigner for Yves Saint Laurent eller Givenchy, have startet en fransk udgave af Harper’s Bazaar eller have samarbejdet med Tom Ford – igen. Rygterne har været mange om Carine Roitfelds fremtid, efter den franske chefredaktrice forlod posten på Vogue Paris. Men nu er der fastlagt planer for Roitfeld – i hvert fald for den kommende sæson. Således skal hun arbejde for Barneys New York. Det skriver Women’s Wear Daily.
Arbejdet fungerer på flere forskellige planer; som gæsteredaktør og stylist, som muse og inspirationskilde. Samarbejdet sker sammen med fotografen Mario Sorrenti og Barneys kreative direktør Dennis Freedman.
Således skal hun style og være redaktør på Barneys kampagnebilleder og kataloger, samt style de ikoniske Madison Avenue-vinduer, med afsløring i september. Derudover skal Sorrenti skyde en kortfilm, der ligeledes skal styles af Carine Roitfeld – og som hun måske endda selv optræder i.
”Det er meget spændende. Det er et nyt slags projekt for mig. Det er godt at have et nyt liv, for nu kan jeg lave projekter, jeg aldrig tidligere turde drømme om,” fortæller Roitfeld til WWD, og tilføjer at luksus-stormagasinet passede perfekt til hende.
”For mig har Barneys altid været det største navn inden for luksus-stormagasiner, så at få mulighed for at samarbejde på dette projekt med dem, og være synlig under den næste modeuge i New York, er en drøm der bliver til virkelighed,” fortsætter hun.
Hos Barneys er det ikke svært at finde på gode grunde til, at samarbejdet kommer til at fungere. Kampagnen vil ikke kun blive stylet af Roitfeld, eller have hende som redaktør, men afspejle hele hendes væsen.
”[Kampagnen vil afspejle] den kvinde hun er og hendes personlige stil, som vi føler er den perfekte refleksion af vores kunde. Hun er den ideelle muse og redaktør. Hun har en unik og ekstraordinær personlig stil. Hun appellerer til alle aldre. Hun er uafhængig og stærk, og alligevel er hun ekstremt feminin. Hun er en kvinde af verden, hvilket vi tænker vores kunde også er,” uddyber Dennis Freedman.
Hvad angår fremtiden for den 56-årige Roitfeld, er hun stadig åben. Så længe hun har sin frihed i behold.
”Jeg er sikker på, at jeg en dag vil lave specielle historier for magasiner, også selvom det ikke er mit eget, og måske også noget på Internettet. Jeg har projekter og muligheder. Det eneste jeg er sikker på er, at jeg vil beholde min frihed. Jeg kan være muse for en designer, jeg kan lave arbejde for nogle magasiner, og jeg kan lave reklamer og måske noget à la Barneys, men stadig beholde min frihed,” afslutter hun.
Kilde: wwd.com.