H&M genåbner hovedkontorer i Tokyo
Hennes & Mauritz Japan genåbner deres kontor i Tokyo men holder fortsat butikkerne lukket.Hennes & Mauritz Japan annoncerer, at de genåbner deres hovedkontorer i Tokyo i morgen, onsdag. Det skriver WWD.com.
Efter katastrofen åbnede H&M midlertidigt kontorer i byen Osaka i Japan men mener nu, at situationen igen er sikker nok til at genåbne H&Ms hovedkontorer i Tokyo.
H&M har dog endnu ikke besluttet, hvornår de vil genåbne deres butikker i Tokyo, idet butikkerne først, af sikkerhedshensyn, skal eftertjekkes.
Hvor meget H&Ms butikslukninger vil påvirke omsætningen er stadig uvist og er ikke koncernens hovedfokus lige nu. Her er det de ansattes sikkerhed, der er i højsæde.
H&M er ét eksempel på, hvordan Japan lige så langsomt er begyndt at vende tilbage til hverdagen i takt med, at frygten for stråling fra atomkraftværket aftager hos japanerne.
Selvom butikkerne så småt åbner igen, står detailforhandlere og brands dog stadig overfor udfordringer. For eksempel har nogle valgt at skære ned på åbningstider for at spare energi.
Kilde: WWD.com