Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Style Butler genovervejer japanske aktiviteter

Oven på jordskælvskatastrofen genovervejer det danske brand, om det er lige nu, der skal investeres i Japan.
Oven på jordskælvskatastrofen genovervejer det danske brand, om det er lige nu, der skal investeres i Japan.

De voldsomme konsekvenser af jordskælvet i Japan fredag den 11. marts har sat en stopper for modeugen, der skulle have fundet sted i Tokyo i næste uge. Allerede denne uge skulle en række danske modevirksomheder imidlertid have været af sted til Japan i forbindelse med EU’s Gateway-projekt, der baner vej for europæiske virksomheder i Japan og Korea.

Blandt andre danske Style Butler skulle have deltaget i Gateway-ekskursionen, men nu er turen aflyst, og planerne om at udvide til Japan er – midlertidigt – lagt på is.

”Egentlig  havde vi ikke tænkt at tage fat i Japan, men allerede i oktober (2010, red.) blev vi udvalgt til at deltage både i EU Gateway-projektet og på Japan Fashion Fair,” fortæller Heidi Svarre, der er eksportchef hos Style Butler, til FashionForum.dk.

Japan Fashion Fair er den anden store japanske modebegivenhed. Her deltog Style Butler planmæssigt i januar.

”Med to arrangementer på få måneder, følte vi os klar til at gribe bolden. Vi tjekkede markedet ud i januar og ville så lave yderligere research og skabe kontakter i denne omgang. Vi troede, vi skulle ned og følge op på besøget fra januar, men nu revurderer vi lidt det hele,” siger hun.

Japan er ellers et godt marked for danske virksomheder, fortæller Heidi Svarre, – og særligt for  Style Butler, der har oplevet stor interesse for brandets pelskreationer. Med halvdelen af virksomhedens ansatte placeret i Shanghai – blandt andet chefdesigneren er bosat i Kina – er der nemlig ikke helt så langt til Japan, som der måske er for andre danske brands. Og skønt den japanske økonomi ikke har udviklet sig ligeså eksplosivt som den kinesiske gennem de seneste år, skal man alligevel ikke kimse af Solens Rige:

”Japan ligger både hvad angår størrelse og vejrlig, ret tæt op ad Danmark,” fortæller Heidi Svarre, der dog advarer om, at kulturforskelle kan gøre markedet svært at penetrere.

”Vi har oplevet stor interesse for især vores pels, men der er en helt anderledes høflighedskultur i Japan, som det er vigtigt at forstå. Og så er der til dels også en tendens til at købe det ’man kender’,” forklarer eksportchefen.

Style Butler genovervejer netop nu, om der skal følges op på planerne om japansk ekspansion. Der forlyder endnu intet om, hvorvidt de modevirksomheder, der var udvalgt til EU Gateway-projektet, kommer til Japan senere på året.

Læs også: Japan Fashion Week er aflyst