Er dit brand mere populært end Chanel?
Stylophane Facebook Fashion Index følger mere end 1.000 brands' udvikling i sociale medier.Hvilke modebrands efterspørger menneskeheden allermest på internettet lige nu? Der er så mange mærker at holde styr på, og så mange kanaler ad hvilke de kan omtales, at branchen så småt savner en samlet oversigt over hvem, der siger hvad om hvilke.
Det har amerikanske Stylophane taget konsekvensen af. Stylophane er et webbaseret analyse- og marketingbureau, der især beskæftiger sig med modeindustrien, og de har netop lanceret indekset Stylophane FBI: Facebook Fashion Index.
Fra Acne til Adidas
I indekset kan man følge mere end 1.000 brands – fra Acne og Adidas til Chanel, Rick Owens og Yves Saint Laurent (efter en hurtig gennemgang fandt FashionForum.dk endnu ingen danske brands, men mon ikke det blot er et spørgsmål om tid?) – og tjekke, hvad og ikke mindst hvor meget, der er blevet skrevet om dem i de sociale medier.
”I begyndelsen af 2010 opdagede vi, at antallet af Facebookfans og ’likes’ fungerer som en indikator for markedsvæksten i modeindustrien. Det giver altså mulighed for at følge modetendenser helt nede på græsrodsniveau,” siger Alex Mendoza, der er adm. direktør for Stylophane.
Nu også Twitter
”Og sådan blev Stylophane FBI født. Vi har for nyligt tilføjet et Twitter-index og flere andre features, der kan hjælpe ansatte i modebranchen såvel som forbrugerne med at opdage hvilke brands, der er nye og spændende, og hvilke brands, der er på retur. FBI er let at bruge, så jeg bestemte mig for, at det skulle være gratis for alle,” fortsætter direktøren.
Stylophane FBI følger ’Facebook-’likes’ (på dansk ”synes godt om”-knappen, red.) for en lang række modebrands og opdaterer dagligt indekset inden for fem kategorier: mode, denim, fodtøj, skønhed og modemedier/-blogs. Snart får disse fem følgeskab af kategorien ure/smykker.
Find de bedste tilbud
Foruden at følge udviklingen i popularitet for de 1.000 brands, kan man som forbruger også indstille FBI til at finde gode tilbud. Gennem en række nøgleord, kan du forfine søgekriterierne, så der søges specifikt efter rabatter, udsalg og nye varer – alt sammen i realtid.
Videre kan du også hver uge læse artikler (eng.) om de brands, der klarer sig særligt godt.
Oplev selv Stylophane Facebook Fashion Index her.