Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ecco fortryder fyringsrunde

Skokoncernen mærker nu konsekvenserne af, at 1.350 medarbejdere blev fyret under krisen.
Skokoncernen mærker nu konsekvenserne af, at 1.350 medarbejdere blev fyret under krisen.

Skokoncernen mærker nu konsekvenserne af, at 1.350 medarbejdere blev fyret under krisen. Det skriver Berlingske Business.

I foråret 2009 offentliggjorde danske Ecco en storstilet fyringsrunde. 1.350 medarbejdere blev sendt hjem fra primært fabrikkerne i Østeuropa og Fjernøsten, fordi lavkonjunkturen havde fået det globale salg af Ecco-sko til at dykke.

Men forsøget på at tilpasse sig markedet var muligvis for hårdhændet. Nu har Bredebro-koncernen ikke kapacitet nok til at følge med salget, siger den nye direktør i et interview med Berlingske Business.

"Med den viden, vi har nu, så skulle vi måske have skåret lidt mindre ned, fordi vi har efterspørgslen nu, og vi løber faktisk lidt efter toget i øjeblikket," siger direktør Michael Hauge Sørensen til Berlingske Business.

Især i Rusland går der igen flere danske sko over butiksdisken, og Michael Hauge Sørensen fremhæver også Polen og Ukraine som særligt gode markeder.

Derudover har der været en generel salgsfremgang i Europa, og Ecco er ifølge direktøren tilbage på sit niveau før krisen, som skød salget 20-30 pct. ned.

Ecco har fem skofabrikker i udlandet og beskæftiger i omegnen af 15.000 medarbejdere. Nu er man på vej til at ansætte igen.

Michael Hauge Sørensen, der har siddet i direktørstolen siden nytår, mener ikke, at Ecco kunne have forudset den nuværende salgsfremgang, da man i efteråret 2008 besluttede sig for nedskæringen.

"I september 2008 var hele verden jo af lave. Der skulle reageres," siger han til Berlingske Business.

Enkelte markeder bærer stadig præg af krisen. I USA, hvor Ecco de seneste år har investeret mange kræfter i at profilere sit brand, er salget endnu ikke tilbage i niveauet før krisen, og i Portugal og Holland er salget vigende.