Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Markant fald i konkurser i modebranchen

Nye tal fra Experian viser en halvering i antallet af konkurser i modebranchen det seneste år.
Nye tal fra Experian viser en halvering i antallet af konkurser i modebranchen det seneste år.

Endelig lysner det. Efter flere år med uhyggeligt mange konkurser i modebranchen, er der langt om længe et lys at skimte for enden af tunnellen.

Nye beregninger, som analysebureauet Experian har foretaget for FashionForum.dk, viser, at knap 43 pct. færre tekstilvirksomheder er bukket under det seneste år, sammenlignet med året fra marts 2009 til februar 2010.

Det kan være et udtryk for bedring, lyder det forsigtigt fra senioranalytiker hos Experian, Søren Madsen.

”Det er for tidligt at sige noget endeligt, men vi ser jo bedring i andre brancher. Jeg tror vi vil se fremgang i løbet af de næste par år,” siger han.

I den sammenhæng understreger Søren Madsen, at det jo nu er de sunde virksomheder, der står tilbage.

”Det er jo typisk de svageste virksomheder, der dør, så resten af branchen står stærkere tilbage,” siger han.

Han understreger imidlertid, at konkurstal kan være en svær størrelse at måle på, da der jo i  sagens natur som udgangspunkt er færre virksomheder, der potentielt kan gå konkurs, året efter en periode med mange konkurser.

”Der er jo færre virksomheder at ’tage af’, når nogle er gået konkurs,” siger senioranalytikeren.

Det seneste år har otte danske virksomheder inden for fremstilling af beklædning måtte dreje nøglen om, mod fjorten året inden.

Kim Bach, der er chef for markedsføring og kommunikation hos Experian, fortæller imidlertid, at man stadig forventer en beskeden vækst i dansk økonomi på 2,1 pct. i år – modsat fx Tyskland har Danmark nemlig været længe om at komme igennem krisen.

”Af samme årsag er det også i høj grad eksportvirksomhederne, der har det godt,” slutter kommunikationschefen.