Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Luksuskoncernen LVMH overtager Bulgari

Med overtagelsen af Bulgari står LVMH langt stærkere når det kommer til ure og smykker.
Med overtagelsen af Bulgari står LVMH langt stærkere når det kommer til ure og smykker.

Den franske luksusgruppe LVMH Moët Hennesy Louis Vuitton har netop afsluttet en aftale med det italienske ur- og smykkebrand Bulgari SpA. Det skriver Women’s Wear Daily. 

Tilføjelsen af Bulgari til LVMHs i forvejen store portefølje af brands gør LVMH til en endnu stærkere spiller, når det kommer til ure og smykker. Bulgari-familien bliver samtidig den anden største familie-aktionær i den franske luksusgigant efter formand og administrerende direktør Bernard Arnault. 

LVMH har efter sigende udstedt 16,5 millioner aktier i bytte for de 152,5 millioner Bulgari-aktier, der indtil nu har været i hænderne på firmaets familiedynasti. Yderligere finansielle betingelser er ikke offentliggjort, men andre dele af aftalen er. 


Således skal Bulgaris administrerende direktør Francesco Trapani indgå i LVMHs ledergruppe, samtidig med at han overtager ledelsen med den franske gruppes ur- og smykkeafdeling. Dermed skubber han tidligere leder Philippe Pascal ud, der ”vil får nye arbejdsområder internt i gruppen,” som LVMH udtalte i en meddelelse. Derudover får Bulgari-familien også ret til at have to repræsentanter i LVMHs bestyrelse. 

LVMHs nuværende gruppe af ur- og smykkemærker inkluderer blandt andet Tag Heuer, Hublot, Chaumet og Zenith. 

Kilde: Women’s Wear Daily.