Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Weekday samarbejder med Palladium

Svenske Weekday har denne gang hentet samarbejdspartneren i Palladium.
Svenske Weekday har denne gang hentet samarbejdspartneren i Palladium.

Svenske Weekday har lanceret endnu et samarbejde i en efterhånden imponerende række, og denne gang handler det om sko.

Samarbejdspartneren er denne gang hentet i Frankrig, hvor det traditionsrige og velkendte skomærke Palladium blev grundlagt i 1920. Dengang blev der lavet hjul til luftfartsindustrien, men sidenhen blev fokus rettet mod sko, da Palladium begyndte at levere til den franske fremmedlegion – og nu altså senest et samarbejde med Weekdays in-house brand MTWTFSS. 

”Det er fedt at arbejde sammen med MTWTFSS, eftersom deres design og vores støvler passer helt perfekt sammen. Vi fokuserede med samarbejdet på den originale Pampa-model, i en variation af farver vi føler passer godt til Weekday. Skoene kommer også med det traditionelle Palladium-logo på hælen, men i en ”Weekday-grøn” farve,” siger Johannes Jacobsson, ansvarlig for Palladium i Sverige, i en pressemeddelelse. 

Der er tale om et re-design af Pampa-skoen, den sko der i 1947 gjorde Palladium kendt, og som stadig er deres varemærke, den dag i dag.

Kollektionen, der kommer i butikkerne d. 17. marts, indeholder robuste støvler med den for Palladium så klassiske traktor-sål. Der kommer en udgave til mænd i henholdsvis sort, beige og blå, mens kvinderne får to valgmuligheder. Den ene i farverne sort, beige, lysegrå og creme-hvid, mens en anden model med højt skaft kun findes i sort. 

Weekday har tidligere samarbejdet med en række anerkendte designere, deriblandt Stine Goya, Peter Jensen og Carin Wester.