I 2006 fik to entreprenører opgaven med at bygge skovirksomhed op for H&M. I stedet for at drive skoproduktionen i eget regi, valgte den svenske highstreet-kæde nemlig at lade entreprenørerne drive virksomheden i eget firma, Intodesign Sweden AB. Nu har kæden imidlertid købt entreprenørerne ud. Det skriver Habit.se.

Men entreprenørerne Claes Höglund og Thomas Hedenqvist blev mødt af kritik fra højtstillede medarbejdere i H&M, og i 2009 købte H&M Thomas Hedenqvist ud af foretagendet. Nu har H&M også købt Claes Höglund ud af virksomheden, og de to entreprenører har ifølge oplysninger fra Dagens Industri tjent tocifrede millionbeløb gennem årene som skomagere for H&M.

Adm. direktør i H&M Karl-Johan Persson vil ikke oplyse, hvor dyrt det har været at købe de to herrer ud, men siger til Habit.se:

”Alt jeg kan sige er, at vi er nået frem til, at det er bedre at drive det her selv.”