Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Da medierne afslørede modebranchen - 2. del

Modebranchen bruger gratis arbejdskraft under modeugen. Fagbevægelsen er forarget.
Modebranchen bruger gratis arbejdskraft under modeugen. Fagbevægelsen er forarget.

I løbet af modeuge præsenterede medierne to sensationelle historier om modebranchen, nemlig historien om underernærede modeller (DR), og historien om at der foregik ubetalt arbejde under modeugen (Politiken). Imidlertid manglede der efter min mening betydelig indsigt og perspektivering i begge disse ‘afsløringer’. Man kunne godt mistænke at dette skyldes en ofte meget overfladisk betragtning af modebranchen som ond, udspekuleret og kynisk, en branche der traditionelt af intelligentsiaen er opfattet som klassens dumme dreng, kapitalismens yndlingslakaj, med et grumt menneskyn og en betændt moral. Det er derfor desværre lidt letkøbte argumenter der stilles frem, som forplumrer debatten omkring de reelle problemer, der rent faktisk er i branchen.

Læs afsløring nummer et her.

AFSLØRING NUMMER TO
Modebranchen bruger gratis arbejdskraft under modeugen. Fagbevægelsen er forarget, og Politiken-journalisten skruer godt op for retorikken når han afslører den dunkle sandhed bag ‘det glamourøse kind-kysseri’.

Problemet er bare, at havde man ikke entusiastiske, unge mennesker som vil bruge et par dage om året på at klæde modeller på til shows, så havde man ikke halvdelen af de shows, der præsenteres til modeugen. Det er nok omtrent den mængde af designere, der er repræsenteret, som vi elsker at bryste os af, fordi de tager chancer og bliver hypet i medierne, samtidigt med at de kæmper for bare at få en anstændig løn selv og holde kreditorerne for døren.

Man ville for eksempel heller ikke have en Roskilde Festival, dj’s på barer og spillesteder, små kunstgallerier, eksperimenterende teatre, unge fremadstormende bands eller eksperimenterende film, hvis ingen unge måtte arbejde gratis i deres fritid. Kulturindustrien er i høj grad passionens industri, og her starter alle som gratis-arbejdende, til de en dag måske opnår en status hvor de kan tjene penge på det, de laver.

Derfor er det også problematisk, at gratis arbejde under modeugen bliver problematiseret, fordi det ikke er her, problemerne i modebranchen befinder sig.

Her fra Designskolen Kolding sender vi hvert år studerende ud i en virkelighed, hvor de ofte vil leve mange år, eller resten af deres liv, med r..en i dagpenge-vandskorpen, en virkelighed med et voksent liv uden pension og bil og fast indtægt, fordi drømmen angiveligt bærer lønnen i sig selv.

Jeg taler ikke kun om de, der starter egen lille virksomhed og kæmper for at etablere sig selv, men også om en virkelighed hvor der arbejdes gratis i mange, mange virksomheder, mod måske at få noget tøj. Hvor man bliver bedt om at lægge ud for materialer og aldrig får pengene tilbage, samtidigt med at man må have andet arbejde oveni for at betale sin husleje. Eller hvor man som ‘rigtigt’ ansat forventes at arbejde 80-90 timer om ugen for en løn, mange ville grine ad, også når man etablerer familie.

Vel at mærke uden mulighed for at avancere ved hjælp af efteruddannelse eller ved at rykke højere op i hierarkiet i virksomheden. Hvor man slider sin arm op på få år foran CAD-tegneprogrammet, og bagefter reelt står uden jobmuligheder inden for ens eget område. Hvor man fratages retten til at bruge sit eget navn, fordi man bliver snydt gennem kyniske kontrakter. Dette er selvfølgelig ikke hele virkeligheden, og mange steder går det nogenlunde ordentligt for sig, men desværre er der lidt for mange eksempler på det modsatte. 

Problemet i modebranchen er langt større, end at der er nogle som arbejder gratis under modeugen. Det er, at der er meget lidt fællesskabsfølelse eller solidaritet, som der for eksempel er inden for arkitektfaget, hvor man sammen aftaler og overholder en fælles nedre løn- eller arbejdstidsgrænse. Man kunne måske endda forsigtigt hviske, at det kunne skyldes, at mode i høj grad er et kvindefag, hvor man passer alt for lidt på sig selv og knokler løs uden at tage sig ordentligt betalt for det.

Det er her, den virkelige problematik ligger. De unge som har arbejdet gratis en til to dage for at få adgang til en VIP-fest, et glas champagne og noget hårlak – de skal nok klare sig.