Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Her kan du søge innovationsstøtte

Med et nyt regeringssamarbejde, får små og mellemstore virksomheder hjælp til, hvordan de søger støtte.
Med et nyt regeringssamarbejde, får små og mellemstore virksomheder hjælp til, hvordan de søger støtte.

Ved du, hvor du kan søge penge til din virksomhedsudvikling? Med et nyt regeringssamarbejde bliver det lettere at holde styr på, hvor små og mellemstore virksomheder kan få støtte.

Økonomi- og Erhvervsministeriet indgik i sidste uge et samarbejde, der skal styrke innovationen i mindre danske virksomheder. Blandt andre Dansk Erhverv , Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og DI bakker op om det nye projekt, der blandt andet skal munde ud i en ny og forbedret vækstguide – et værktøj, der kan hjælpe virksomheder igennem junglen af støttemuligheder og krav.

Og det er godt nyt for en række danske modevirksomheder. Vækstguiden.dk giver nemlig et grundigt overblik over, hvilke fonde, puljer og konsulenter, der stiller gratis hjælp til rådighed – både regionalt, nationalt og internationalt. Og ifølge økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er hele 70 pct. af de mindre danske virksomheder ikke innovative, så der er god mulighed for at udnytte den gratis hjælp.

”Mange går glip af støttemuligheder, fordi de ikke kender dem. Derfor har vi aftalt med revisorerne og erhvervsorganisationerne, at vi med en fælles indsats skal sætte innovation og forretningsudvikling på dagsordenen. Vi har behov for flere innovative virksomheder, for at Danmark kommer tilbage på vækstsporet,” siger ministeren i en pressemeddelelse.

Med partnerskabet sætter både erhvervsorganisationerne og erhvervsrådgivere fokus på, at informere de små og mellemstore virksomheder om muligheder og støtteordninger, samt der stilles gratis informationsmateriale til rådighed. Partnerskabet løber 2011-2012 og vil efterfølgende blive evalueret i regeringens fremadrettede arbejde med at skabe bedre vilkår for udvikling og fornyelse i virksomhederne. 

Læs mere på vækstguiden.dk