Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Mellemøsten – modebevidst og købedygtig

FashionForum.dk har været i Israel og rapporterer fra et interessant marked i fremdrift.
FashionForum.dk har været i Israel og rapporterer fra et interessant marked i fremdrift.

I både Libanon og Israel venter et købedygtigt publikum, der hungrer efter vestlig mode. FashionForum.dk har sat Shachar Atwan, moderedaktør på den israelske avis Ha’aretz og Jan Top, Danmarks ambassadør i Libanon, stævne til en snak om Mellemøstens modemuligheder:

”Libaneserne er enormt modeinteresserede, og en række unge libanesiske modeskabere har allerede stor international succes, blandt andre Elie Saab og Basil Soda. Der er en meget stor bevidsthed om mode i Libanon, og der er et købedygtigt publikum lokalt i Beirut,” siger Jan Top til FashionForum.dk.

Sving kreditkortet i Beirut
Han tilføjer, at en stor del af araberne fra de øvrige golflande også svinger kreditkortet i ’Mellemøstens Paris’, Beirut, men at det også er en by, der byder på store forskelle:

”Det er desværre et land med betydelige indtægtsforskelle. De rige elsker at udstille deres succes. I Danmark anses det stadig for vulgært at udstille sin succes, men det gør det ikke i Beirut,” fortæller Jan Top.

Stor kulturel betydning
At mode også i Israel har en kulturel betydning, er Shachar Atwan slet ikke i tvivl om.

”Israelerne er ekstremt modebevidste og er ret internationalt orienterede,” forklarer moderedaktøren, der tilføjer, at landet ikke har nogen særlig samlet modebranche, trods stor læserinteresse for emnet:

“Vi har ikke nogen modeuge og ikke nogen messer, fabrikanter eller noget netværk, men læserne er interesserede. Vi (avisen Ha’aretz, red.) dækker mode både nationalt og internationalt, og har mellem tre og seks siders modestof om ugen. Og vi er ikke de eneste. De fleste aviser i Israel inkorporerer mode som en naturlig del af kulturstoffet. Vi blander selvfølgelig de længere artikler med mere ”hurtig” mode, men hvorfor skulle læserne ikke have lyst til at læse om mode på samme måde som de læser om teater, musik eller kunst,” spørger han.

Økonomiske modefordele
Moden dækkes altså både som ‘fast fashion’ og ud fra et forretningsperspektiv – og det er der økonomiske fordele i:

” Vi er ikke noget modemagasin. Men i tider som disse, er det da endnu bedre at skrive om mode, fordi det er et af de kulturemner, der kan trække flest annoncekroner. Og dem kan man vel aldrig få for mange af,” griner han, inden han slutter alvorligt:

”Jeg så under modeugen i København i august, at det godt kan lade sig gøre for et lille land at have en spændende branche i udvikling. Det havde vi engang i Israel, men det politiske fokus nu er på teknologi og videnskab frem for mode og kultur.”

På billedet: Pierre Katra, libanesisk designer.