Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Anmeldelse: By Malene Birger AW11

Malene Birger præsenterede en klar, klassisk og yderst smagfuld kollektion i lokalerne på Charlottenborg.
Malene Birger præsenterede en klar, klassisk og yderst smagfuld kollektion i lokalerne på Charlottenborg.

FashionForum.dk var faktisk mødt frem i god tid på Charlottenborg – for som altid var der godt fyldt op. Men lige lidt nytter det at være på forkant, når både Peter Frödin, Medina, Pernille Rosendahl og selveste hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie skulle forbi paparazzierne, før showet kunne begynde. Men kollektionen var ventetiden værd. Til trods for, at selve inspirationen måske nok strittede i mange retninger, præsenterede By Malene Birger en kollektion, der var skarpere og strammere end de foregående.

Malene Birger havde denne gang skiftet de rå haller på Dokken i Nordhavnen, hvor hun tidligere har afholdt show, ud med Kunsthal Charlottenborg på Kgs. Nytorv. Og ikke kun location var en nyhed. Maene Birger præsenterede nemlig denne gang sit første show uden ejerskab over selve brandet By Malene Birger – designeren solgte sin aktemajoritet til IC Companys i efteråret og fungerer nu som kreativ konsulent for ICC. Kollektionen havde hun døbt The Man. Og da showet gik i gang, skete det da også til de blues’ede toner af It’s a Man’s World. [[addon]]Ned ad catwalken fløj lækre, lyse herrejakkesæt i løse 1940’er-snit, skarpe sorte suits, stramme knælange læderpencilskirts – og selvfølgelig Malene Birgers signaturlook; sort blonde på nude chiffon, silke og satin.

Mens inspirationen fløj fra årti til årti og fra kontinent til kontinent og måske nok trak lidt rigeligt på Stine Goyas westernkollektion fra AW10, var linjen alligevel lagt med smagfuldt, velsiddende tøj.

Et look var stramt og klassisk elegant Malene Birger – med løs silketop og nederdele med flad front, det næste var en poncho tilsat bredskygget hat og bælte. Andre sæt igen var tilsat næsten futuristiske læderseletøj, og mens flere også var inspireret af netop The Man: velsiddende smokings, grå powersuits, hvide herreskjorter og marineblå uldfrakker i lidt samme militærstil, som vi så Soulland præsentere torsdag.

Malene Birger havde også kastet sig over tone-i-tone-trenden og præsenterede blandt andet et – virkelig lækkert – sæt bestående af en let og feminin angorasweater og et par højtaljede (fløjls?)bukser i en dyb orange – det kræver mod og den helt rigtige teint at bære et sådant outfit, men på den rigtige er det fantastisk! Også et jakkesæt med brede kassebukser og en klassisk blazer med bred revers i riflet fløjl og en helt mørk bordeaux vakte jubel. Med en koralrød bluse underneden og et matchende bælte sprang sættet i øjnene som meget mere end et uddateret halvfjerdserlevn.

Der var som altid ikke det mindste tvivl om kvaliteten af tøjet. Metervarerne var, som de skulle være, og pelsværket var lækkert. Skønt snittene måske ikke har den helt store nyhedsværdi, fokus på talje, trench-inspirerede frakker, jakkesæt og store sjaler, er det alligevel en virkelig smagfuld kollektion, Malene Birger har præsteret. Sættene kan sammensættes på kryds og tværs og kollektionen indeholdt selvfølgelig også designerens næsten ikoniske pailletcocktailkjoler og rigeligt med sort blonde, som undertegnet personligt ikke er tosset med, når det bliver foret med lyse, lette stoffer. Men det er en smagssag, og kollektionen er unægtelig salgbar og rammer ret præcist det sted midt mellem trendy og klassisk midaldrende kvinde, hvor By Malene Birgers kernemålgruppe befinder sig. Godt gået, Malene!