Anmeldelse: Spon Diogo AW11

Der var mere ro og hvilen-i-sig-selv over Spon Diogos The Favonio Collection, end vi har set tidligere. Varmere vinde havde blæst, og luften blevet et par grader mildere stemt.

Materialer som filtet uld, blonder, pels, thaisilke og transparent chiffon gav designerduoens minimalistiske designs en blødere kant. Farvepaletten var holdt i sort og lys grå på nær tre indgange i en lige-i-øjet flaskegrøn, der især gjorde sig godt på en kort kjole, der var lidt længere bagtil end fortil – et snit der i øvrigt gik igennem kollektionen i varierende længder.

[[addon]]Kollektionens (og Spon Diogos) generelle fokus på talje blev markeret af brede læderbælter, smukke korsetter, højtaljede bukser og stramme heldragter. Karakteristisk for mærket bevægede det tætsiddende tøj sig i det den (næsten) skulpturelle konstruktions svære land, der her udfoldede sig på jakker, rundskåret under brystet, origamiske jakke- og kjolelukninger og grafiske mønsterkonstruktioner.

Bedst var et lysegråt jakkesæt i thaisilke, en sort frakkekappe i uld, den enkeltradede jakke med læderbesat kinakrave, de smalle cigaretbukser i heavy jersey og en frakkekjole med insert af den lyse thaisilke. Bedst, fordi det åbnede en dør ind til Spon Diogos univers, der kan virke nærmest hermetisk lukket om sig selv, fordi deres stil er så meget deres egen. Hvilket er lige dele problematisk og bemærkelsesværdigt.

Selvom der stadig er indslag af dyster firser-futurisme har Mia Spon og Rui Andersen Rodrigues Diogo denne gang landet en kollektion, der er meget mere “nu” og samtidig noget mere tilgængelig end tidligere, hvor den egentlige målgruppe har været svær at regne ud. Og det er klædeligt.