Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Anmeldelse: Gaia AW11

Gaia viste et modigt bud på en herreinspireret kvindemode med sit første modeugeshow.
Gaia viste et modigt bud på en herreinspireret kvindemode med sit første modeugeshow.

For første gang under en modeuge i København skulle Gaia holde show. Det foregik på Gasværksvejens Skole på Vesterbro – i gymnastiksalen, vel at mærke. Over podiet hang hvide, sandfarvede og mintgrønne stykker tøj, og dannede illusioner om vasketøj. Lyset gik i gang, musikken gik i gang; showet startede. 

Gaia Brandt Rasmussen, der står bag mærket, har speciale i strik. Det er også klart hendes force. Hendes meritter tæller blandt andet tidligere arbejde hos både Stine Goya og Wood Wood, men nu er hun altså gået solo.

Første model kom på banen, og på hende hang brune herre-inspirerede bukser tilsat mintgrøn strik med laksefarvede indsnit på brystpartiet. Ikke ligefrem en farvekombination alle vil kunne hoppe i, og sådan skulle det fortsætte. Gaia rummer nemlig et væld af farver. Fra brun, til dyb bordeaux, lilla og nuancer af grøn, til gule farver og grå. Mange af dem kombineret i de samme stykker tøj, hvor paneler af farver skabte et anderledes – men ret forskelligt – udtryk. Nogle faldt flot ud – et sæt med vinrøde og lilla nuancer var flot og modigt, mens andre tenderede grænsen til det kitchede eller usmagelige. 

Der var tykke grå blonder på nederdele, og tynde gennemsigtige af slagsen også. Der var bomuld – og så var der masser af strik. Helt tætstrikkede trøjer hvor krave, knapper eller butterflys var afbilledet fungerede rigtig godt. Især tilsat de store læggede herrebukser, der var skåret i en smart længde, kom de til sin ret. 

Oversize blazere fungerede fint, mens en række buksenederdele faldt ud i forskellige retninger. En del af dem fungerede vældig godt – tænk bukser foran, og kjole bagpå – men det afhænger i høj grad af farvekombination, og af styling ikke mindst. Det kan nemt blive lidt klodset, hvis man ikke får lavet det helt rigtige look. 

Men Gaia har en force: der leges med køn, udklædning og roller og der er en kamp mellem det feminine og maskuline, mellem vintage og moderne. Skoene kunne nemt være hentet i en vintage-forretning, og gjorde som sådan ikke noget for showet.

Til gengæld var det interessant at se, hvordan det androgyne blev sat i spil. Det kræver sin kvinde at gå i Gaia, især hvis man skal kopiere hele looket, men det er vel også en del af pointen. Der er en målgruppe bag looket, og det må man tage hensyn til, i en anmeldelse som denne.

I sig selv er det forfriskende at der sker noget nyt og anderledes. Selvom det anderledes til tider vil virke usmageligt for nogle, vil den gruppe kvinder der tør tage et look som dette op, sikkert være uenige. Det er jo netop ikke seriøs og dyster mode der er tale om her. Man må godt lege lidt, tage nogle chancer, have lidt selvironi og prøve nogle ting af. Hvis man har lyst til den slags, kunne Gaia være et fint bud. 

[[addon]]