Astrid Andersen havde indlogeret sig på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i deres flotte og intime Studiesal. Podiet, der bestod af et tæppe, var placeret i en hestesko rundt om publikum, hvilket gjorde det muligt at se kollektionen helt tæt på. Og det var bestemt ikke en ulempe for Astrid Andersen, der kan være stolt af en yderst veludført kollektion.

En ung pianist startede showet med at slå tonen an med noget, der først syntes som et klassisk stykke musik, men som hurtigt gik over i Tupac Shakurs hit fra 1990erne ”I Ain’t Mad At Cha”. Det var det helt rigtige musikvalg, der udført på et Steinway-flygel gik godt i spænd med de klassiske rammer, og samtidigt ramte plet med hensyn til kollektionens udtryk.

Inspirationen fra den amerikanske street-, hip hop- og ghettokultur var tydelig med eksempelvis løstsiddende, baggy træningsbukser sat sammen med ærmeløse basketballtrøjer. Alt dette sat sammen på kryds og tværs af materialer, hvor syntetiske, blanke stoffer stod i kontrast til mink- og persianerpels – brugt på utraditionelle, nytænkende måder.

Fx en neongul dynejakke med ærmer af mink, en jakke med militærprint i bedste street-wise stil med dertilhørende bukser lavet af sort netstof. Herudover kan et sæt, der mest af alt ledte tankerne hen på træningstøj, lavet i guld brokadestof nævnes, hvortil speakeren, der præsenterede kollektionen udtalte: ”Looking fly” – og det gjorde det!

Hertil skal det nævnes, at Astrid Andersens navn var skrevet ned ad henholdsvis et ærme og et bukseben, hvilket klart understregede hendes sans for detaljer. Og detaljer var der masser af: Som eksempelvis de basketballbolde, nogle af modellerne bar rundt på i net af, ja, sort stofnet eller guldkæder, hvor en lille farvet minkhale skabte sammenhæng til resten af looket. Farverne strakte sig fra pangfarver i blå, neongul over grøn til mørkebrun og grå jersey.

Der var leget med former, længder og snit og det var en fornøjelse at se hvordan Astrid Andersen havde ladet fantasien få frit løb og stadig formå at holde et så stramt koncept.
Alt var gennemført fra kollektion til show. Alle modeller var mørke med enkelte undtagelser med veltrænede, muskuløse kroppe, der igen var en klar reference til hip hop kulturen. Selv den forventelige goodiebag havde Astrid Andersen opfundet på ny ved i stedet at dele proteinshakes ud – med chokoladesmag vel at mærke. Alt gjort med et smagfuldt glimt i øjet og en forfriskende humor man ofte kan savne. Prikken over i’et var speakeren, der præsenterede alle modeller ved navn og en beskrivelse af deres tøj, som de trådte ind på podiet. Dette gjort med en tyk amerikansk accent, hvor kommentarer som ”Looking fly” og "In your face” ikke var sjældenheder.

Alt i alt en helt og aldeles enestående og flot kollektion med en klar rød tråd. Simon Rasmussen, der havde stylet showet, havde gjort et godt stykke arbejde, hvor både hans og Astrid Andersens univers sammen gik op i en højere enhed. Astrid Andersen, der netop er ved at færdiggøre sin uddannelse på Royal College of Art i London fortjener stor respekt for det liv, hun puster i en forsigtig modebranche. Det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer – hendes tøj har absolut potentiale til at blive solgt internationalt. Hvis det er svinedyrt, vel at mærke.
[[addon]]