Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Gant Rugger har indtaget Danmark

Gants yngre linje blev lanceret onsdag, med åbningen af Europas første Gant Rugger butik i Danmark.
Gants yngre linje blev lanceret onsdag, med åbningen af Europas første Gant Rugger butik i Danmark.

Før hele modeugen officielt starter med shows og events, tog Gant Rugger hul på herlighederne, med åbningen af deres nye butik. Over morgenmad og juice fra Joe & The Juice, tog Jens Schirmer, administrerende direktør for Gant i Danmark, og Christofer Bastin, Chefdesigner for Gant Rugger, imod i de nye butikslokaler på Kronprinsensgade 16, der gør butikken til den første i Europa – og kun den anden af sin slags i verden.

”Jeg kunne se, at der var en fremtid for Gant hos et yngre publikum. Der var en ide med Gant Rugger. Fra ide til handling, gik der meget kort tid. Da jeg så Gant Rugger første gang på et møde i Sydafrika, var jeg hurtig til at sige, at jeg ville åbne den første europæiske butik i Danmark. Og så gik vi i gang med at finde lokaler – disse i Kronprinsensgade er helt perfekte for os, og når vi endda kan åbne under modeugen, bliver det næsten ikke bedre,” fortæller Jens Schirmer til FashionForum.dk. 

Han fortæller yderligere, at der er blevet lavet et godt stykke arbejde inden lanceringen af Gant Rugger i Danmark.

”Vi har testet på en række unge personer. Personligt har jeg kunnet mærke en begejstring fra vores testpersoner. Udover at kontakte Joe & The Juice for et ambassadørsamarbejde som de var meget glade for, testede jeg kollektionen på min egen søn og hans vennekreds – med stor succes. Vi kunne fornemme at det skabte interesse og omtale, og at de unge gerne ville den stil vi kører,” uddyber han. 

Og chefdesigner Christofer Bastin har også et bud på, hvorfor Danmark er et godt land at starte i. 

”Når man læser danske modemagasiner eller blogs, synes jeg man fornemmer, at der sker den samme udvikling, som har foregået i New York og Stockholm. Nemlig at det bliver mere afslappet, og lidt mere kommercielt. Mænd vil gerne gå i farver igen, hvilket vi jo personligt er ret glade for. Vi kalder vores koncept for slow-fashion, fordi vi har et konstant udgangspunkt i amerikansk sportswear. Det er meget brugbagt og virkelig salgbart. Vi er i hele Europa med Gant, som måske betragtes lidt som det ens far ville gå i. Det prøver vi at komme væk fra med Gant Rugger, der netop rammer et yngre publikum. Fx er der stort set ikke nogen logoer i kollektionen – og hvis der er, er de meget små. Det er en udfordring, for tidligere har kunderne været glade for vores logoer, men det passer ikke til sportswear,” siger han. 

Med hensyn til fremtiden er Jens Schirmer optimistisk og positiv. Og har måske endda allerede en ny butik i støbeskeen. 

”Hvis det går godt i København, vil jeg gerne åbne en til i latinerkvarteret i Aarhus. Vi er jo efterhånden et af de stærkeste brands i Skandinavien. Omsætningsmæssigt ligger vi på 1,5 milliarder kroner om året i Skandinavien – dertil kommer accessories, parfumer, solbriller etc.. Og jeg har en mission. Det har der været fra start. En af grundene til, at det er gået så godt, tror jeg er, at vi fra starten for mange år siden fokuserede på missionen i stedet for på pengene. At de så er kommet til siden hen, ændrer ikke på noget.”


I det hele taget ser det ud til, at butikken nok passer ganske glimrende ind i Kronprinsensgades miljø. I hvert fald kom en ansat fra 7-eleven over og ønskede godt naboskab, med en flaske rødvin i hånden.