Copenhagen Fashion Week - nedtællingen er begyndt
I morgen skydes den københavnske modeuge i gang. Det sker med 2.500 brands og 50.000 branchefolk i byen.Når CIFF traditionen tro i morgen, onsdag klokken 10, åbner modeugen med deres trendshow, er knap 1.650 brands repræsenteret på den største af modemesserne i Bella Center, CPH Vision i Øksnehallen præsenterer godt 220 brands, Gallery har mere end 300 mærker under taget i Forum og streetwearmessen Terminal 2 viser knap 250 brands.
De fire messer kan altså sammenlagt fremvise nyeste kollektioner fra næsten 2.500 forskellige brands, hvilket ifølge Dansk Mode & Tekstil er et antal, der kun bliver overgået ved modeugen i Paris.
Messerne bliver besøgt af ca. 50.000 branchefolk, og for første gang stod de fire messer i sommer sammen om at invitere 60 internationale indkøbere fra verdens vigtigste stormagasiner, webshops og trendsættende multibrand-butikker.
Masser af mode
Foruden messeaktiviteterne indeholder den officielle showkalender 35 modeshows. Her viser både pionerer og debuttanter deres kunnen. Til sidstnævnte kategori hører den danske herretøjsdesigner Astrid Andersen, der i fjor tog afgang fra Royal College of Art i London og allerede i sin studietid har vundet flere priser – blandt andet Brionis Creativity and Innovation Award i 2009. Også Gaia viser for første gang sin kollektion i København. Bag brandet, grundlagt i 2009, står strikdesigneren Gaia Brandt Rasmussen, som er uddannet ved velrenommerede Central Saint Martins for fire år siden.
Også koryfæer som Munthe plus Simonsen og Bruuns Bazaar har naturligvis plads i showkalenderen. Sidstnævnte afholdt show for første gang i Paris i 2000 og rykkede siden til hjemlige breddegrader.
Modeuge for alle!
Er man hverken begavet med CVR-nummer eller pressekort er der nu ingen grund til at fortvivle. For selvom messerne og flertallet af showene er lukket land for udenforstående, kan du som menigmand eller –kvinde tage del i modeugeløjerne alligevel.
Med Copenhagen Fashion Festival har selskabet bag Copenhagen Fashion Week, Danish Fashion Institute, nemlig gjort modeugen tilgængelig for borgerne. Med konkurrencer, events, konkurrencer og åbne modeshows er der nemlig rigeligt at tage sig til. Du kan læse mere om Copenhagen Fashion Festival lige her.
Rigtig god Copenhagen Fashion Week AW11 – vi ses derude!
Foto: Astrid Andersen