Modesild i en tønde

Måske har vi et luksusproblem. Jeg ved, at pladsmangel har været en større hovedpine på Danmarks Designskole, i hvert fald fra tiden på Strandboulevarden.

Kolding Designskole er blandt andet kendt for værkstedsfaciliteterne, som helt klart lever op til deres gode ry. Dog føles det som om, antallet af forskellige maskiner, tilskærerborde, studiepladser, ja sågar lærere, blev besluttet dengang, der blev optaget cirka halvdelen af de elever, der optages nu.

Under det forberedende BA-tilskæringsforløb har vi fået en lille forsmag på pladssituationen på vores etage. Tredjeårsmodestuderende tæller 16 stk. og med samme antal frakkegrundforme spredt ud på bordene og dertilhørende papirruller og nips, har vi snildt okkuperet alle vandrette flader.

Lige om lidt skal vi stå skulder ved  skulder med femteårseleverne, som begynder opsyningen af deres afgangsprojekt. Borde, maskiner og anlæg skal i princippet deles, men traditionen tro holder hierarkiet stadig ved og de yngre årgange må bøje sig for de ældre. Reglen er ikke engang usagt; en kandidat er vigtigere end en bachelor, et bachelorprojekt er vigtigere end et andetårsprojekt og så videre. Der er hverken indblandet sure opstød eller uforståenhed i denne ordning, fordi alle kan sætte sig ind den i optrapning af stress, som opbygges i løbet af uddannelsen.

Jeg kunne slutte bloggen af nu og dermed acceptere de mindre optimale forhold, vi skal arbejde under på 3. sal på Designskolen i Kolding, men det vil jeg ikke.

Jeg mener hverken, at det er skolens, lærernes eller tilskærerbordenes skyld. Men lige så stille er skoen sgu gået hen og blevet for lille til foden. Antallet af modestuderende er vokset til det dobbelte over en periode på fem år. Og det kan altså mærkes, at den lærer, som i princippet skulle vise otte elever, hvordan man syer en habitjakke, nu skal hjælpe 16 elever. Og jeg glemmer aldrig den stakkels lærer, som på første år skulle vise 36 mode- og tekstilstuderende, hvordan man betjener en væv.

Jeg kender skolens og specielt lærernes frustration over dette problem, fordi det er i alles interesse at få denne uddannelsesinstitution til at fungere med de midler, vi har til rådighed. Men når midlerne er for små, er det svært selv for kreative mennesker at løse problemet, uden at det kommer til at koste penge.

Det er jo nemlig i bund og grund penge, som er skyldig i plads- og lærermanglen. At skolen får penge pr. elev, de optager og som afslutter uddannelsen, gør, at de bliver nødt til at optage flere elever. Med evt. elevfrafald bliver der dermed stadig tjent nok ind i kassen fra dem, som færdiggører uddannelsen.

Heldigvis er der mange, som trives på Kolding, og elevfrafaldet er langt fra 50 pct. af de optagede, men desværre betyder det også, at vi simpelthen er for mange om for lidt plads. Det er ærgeligt, at designuddannelsen skal gå på kvalitetsmæssigt kompromis med den pengemaskine af en fabrik, regeringen anser skolen for at være. Og endnu mere ærgerligt, at resultatet for os bliver det modsatte af en pengemaskine, fordi vi lige pludselig er alt for mange på markedet til at kunne leve af det, som vi har uddannet os til.