Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Designskoleelev løber med førstepræmierne

En afgænger fra Designskolen Kolding har netop vundet to flotte førstepladser.
En afgænger fra Designskolen Kolding har netop vundet to flotte førstepladser.

Det er par givtige dage for Emma Jorn, der tog afgang fra Designskolen Kolding i 2009. Hun vandt nemlig for nylig 50.000 kr. i Creative Business Cup og kort efter yderligere 25.000 kr. i Venture Cup. Det skriver Designskolen Kolding i en pressemeddelelse.

I begge konkurrencer konkurreres der på forretningsidéer og -potentiale inden for de kreative brancher. Emma Jorn deltog i begge konkurrencer med sit afgangsprojekt fra 2009. Her tog hun regntøjet under kærlig behandling og gav sit bud på en regnjakke, der appellerer til de modebevidste uden at give køb på funktionalitet.

”Det er meget motiverende at vinde konkurrencerne. Ud over pengene, der selvfølgelig er dejlige, er det vigtigste næsten det netværk, man får i kraft af den store jury og den hjælp, man kan få i det såkaldte springboard, der er nedsat for at hjælpe første, anden og tredjepladsen,” fortæller Emma Jorn, der nu skal ud og finde leverandører, så hun kan starte produktion.

På podiet tre gange
Ikke alene hev Emma Jorn to førstepladser i hus, hun måtte også på podiet en tredje gang, da hun sammen med Louise Ry Mathiasen, Sabine Storm og Ulla Maria Aude – alle med en fortid på Designskolen Kolding – også vandt andenpladsen i Creative Business Cup.

Pigerne udgør tilsammen Firmaet.org, der deltog i konkurrencen med et koncept for et pissoir til piger. Konceptet er knap så langt i proces som Emma Jorns regnjakkeprojekt, men med andenpladsen og de medfølgende 25.000 kr., skal firmaet nu i første omgang patentere konceptet, inden de begynder at afsøge mulighederne for produktion.

Foto: Peter Bølling-Ladegaard