Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Farvel til Chanel i København

Det franske luksusbrand stopper samarbejdet med Birger Christensen i juli 2011.
Det franske luksusbrand stopper samarbejdet med Birger Christensen i juli 2011.

Det er slut med Chanel i København – i hvert fald for denne gang. Det franske luksushus, hvis kollektioner hidtil har kunnet erhverves i Birger Christensen, har nemlig valgt at stoppe samarbejdet med den eksklusive multibrandbutik på Strøget.

”Vi blev kontaktet af Chanel for mere end et år siden, hvor de meddelte, at de af strategiske årsager ville lukke butikken i København i sommeren 2011. Chanel-butikken har været en stor succes for huset Birger Christensen, og vi har haft et fortrinligt samarbejde med Chanel i mere end 23 år,” siger husets adm. direktør Jens Birger Christensen i en pressemeddelelse.

Også Birger Christensens projektmanager Jeanette Ohrt bekræfter over for FashionForum.dk, at Chanel ganske rigtigt trækker sig. Hun må ikke udtale sig om Chanels forretningsstrategi men løfter dog sløret for, at det franske brand gennem længere tid har udtrykt, at de ’ønsker at drive egne butikker’. Hvorvidt dette betyder, at København i nær fremtid kan vinke goddag til sin første helt egen Chanelbutik, kan Jeanette Ohrt imidlertid ikke bekræfte.

Den 31. juli 2011 vil være den sidste dag, det er muligt at shoppe Chanel på Østergade 38. Men tilhængere af fransk luksus skal ikke fortvivle. Afslutningen på Birger Christensens samarbejde med det ikoniske brand betyder nemlig begyndelsen på to nye spændende shop-in-shops med luksusbrands, fortæller Jeanette Ohrt videre.

Der hvor Chanel hidtil har ligget, åbner Birger Christensen nemlig en Lanvin-shop.

”Vi har haft Lanvin i huset de seneste fire år, og i dag er det verdens hurtigst voksende luksusbrand. Vi er derfor stolte af, at vi er blevet valgt som samarbejdspartner, og vi forventer os meget af Lanvin også i de kommende år,” forklarer Jens Birger Christensen.

Foruden udvidelsen af Lanvin-kollektionen, åbner også en Ralph Lauren shop-in-shop i stueetagen primo februar, her vil butikken ud over Ralph Lauren Polo også få den mere eksklusive Black Label-linje hjem – en linje, som Birger Christensen bliver eneforhandler på i hele Skandinavien.