Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Antallet af butikselever stiger igen

Antallet af butikselever er igen stigende, og fremtiden ser lys ud for det uddannede butikspersonale mener kæde.
Antallet af butikselever er igen stigende, og fremtiden ser lys ud for det uddannede butikspersonale mener kæde.

Den aktuelle månedlige opgørelse fra Uddannelsesnævnet viser, at antallet af elever i de danske butikker er steget i forhold til samme periode sidste år. Opgørelsen viser en stigning af elever med speciale i herretekstil på 34% således at der i oktober 2010 var 337 elever, modsat 251 i 2009.
Hos Tøjeksperten og Wagner detail har man på nuværende tidspunkt cirka 100 elever samlet set. 41 hos Wagner detail samt 58 hos Tøjeksperten – plus hvad der dertil kommer hos franchisebutikkerne, der selv ansætter efter behov. Og at man både kan mærke en stigning samt ser lyst på fremtiden, er der ingen tvivl om:

”Vi kan mærke en stigning i antallet af ansøgere til vores elevpladser, ja. Og kvaliteten er høj. De elever som vi har nu er super dygtige og løfter deres opgaver og ansvar i det daglige meget flot. De er dermed en god målestok for vores rekrutteringsprocedure. De ansøgere som vi får ind i år vil blive vurderet på samme måde som de tidligere, da vi er meget kvalitetsbevidste i vores valg af elever.

Vi har meget klare ambitioner i forhold til vores elever, og er på mange forskellige platforme for at finde dem,” fortæller Kenneth Mortensen, HR-konsulent i Tøjeksperten og Wagner.

”Udover at have en ansøgningsmulighed på vores egen hjemmeside, samarbejder vi med citrusmedia, XYW (jobside til unge, red.), Elevportalen.dk og Ofir. Vi har in store materiale i butikkerne og besøger udvalgte handelsskoler, som vi arbejder med for at møde potentielle elever. Vores ambition er at kunne fastholde vores elever i forhold til vores egen udskiftning og vækst. Men det handler selvfølgelig også om dygtighed. Vi vurderer hver enkelt ud fra deres resultater, og butikscheferne evaluerer løbende for at sikre, at det hele fungerer,” fortsætter han.

Kenneth Mortensen oplyser derudover, at Tøjeksperten og Wagner forventer at ansætte ca. 50 elever fordelt på de to kæder til elevårgangen 2011-2012.

I det hele taget er der i branchen et efterhånden ret stort fokus på uddannelse af personale. Hos Tøjeksperten og Wagner, såvel som hos IC Companys og Bestseller er der for eksempel egne akademier, til uddannelse af salgspersonalet, udover de elever som begge virksomheder tager ind.

Men det er ikke kun herretøj der tiltrækker elever. Antallet af elever der specialiserer sig i tekstil er steget med 18% til 347 elever mod 295 sidste år, mens antallet af elever med speciale i dametekstil har oplevet en fremgang på hele 39%, fra 226 elever i 2009, til 314 i oktober 2010.