Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Article_H&M: Vi arbejder ikke med modeller, der er mærkbart undervægtige

H&M svarer på tiltale om brug af undervægtige modeller i julekampagne.
H&M svarer på tiltale om brug af undervægtige modeller i julekampagne.

FashionForum.dk har fanget H&M til en kommentar, efter den svenske modegigant er blevet anmeldt til ombudsmanden i Sverige for at bruge undervægtige modeller i deres julekampagne.

”Vi arbejder ikke med modeller, der er mærkbart undervægtige. Modellerne er valgt i samråd med repræsentanter fra H&M og etablerede modelbureauer. Alle modelbureauer, som H&M samarbejder med, er informeret om H&Ms reklamepolitik,” siger Marlene Hyre Dybbro, PR og kommunikationschef for H&M i Danmark.

H&M: Vi har et ansvar
Julekampagnen, som det hele drejer sig om, kører netop nu på alle H&Ms markeder, dvs. fra Nordamerika til Asien, over Europa og Mellemøsten. Ifølge Hyre Dybbro er H&M dog klar over det ansvar, der følger med en så omfattende kampagne:

”Vores reklamebilleder har stor indflydelse, og det gør, at vi har et ansvar. Vi bestræber os ikke på at formidle et specifikt ideal, men bestræber os på at anvende et miks af forskellige karakterer, udtryk og kulturelle baggrunde til vores forskellige koncepter og kampagner.”

Om det at bruge undervægtige modeller er et forkert signal at sende til kvinder verden over, vil H&M dog lade være op til den enkelte forbruger:

”Selvfølgelig vil vi lave en kampagne, som vores kunder synes om. Et billede giver naturligvis altid plads til fortolkning, og fortolkningen ligger i betragterens øje,” slutter Marlene Hyre Dybbro.

Har man et BMI (Body Mass Index) på under 18,5 er man undervægtig. De modeller, der har ført til anmeldelsen af H&M er Stella Tennant og to kinesiske modeller Fei Fei Sun og Du Juan, der har et BMI på henholdsvis 15,5, 15,9, og 15,7.

Læs artiklen: H&M chokerer med undervægtige modeller.