Rygterne svirrer om, at det franske luksuskonglomerat PPR, som blandt andet ejer modehusene Yves Saint Laurent, Gucci og Balenciaga, har planer om desuden at tilegne sig britiske Burberry. Det skriver blandt andre Vogue.co.uk og International Herald Tribune.

I sidste uge manede PPR imidlertid rygterne i jorden, og således fortalte en talsmand fra koncernen på vegne af CEO Francois-Henri Pinault, at andre varetyper ville passe bedre ind i PPR’s porteføljepå nuværende tidspunkt. Han nævnte i den sammenhæng en luksusurmager som et eksempel på en strategisk nyerhvervelse, idet et urmærke ikke i samme grad ville kannibalisere på PPRs resterende brands.