article_Copenhagen Fashion Week i samarbejde om ny vinterfestival
Festivalen WonderCOOL skal sætte fokus på København i den ellers lidt triste februar.Det bliver ikke kun modeugen, der sætter spot på hovedstaden til februar. En helt ny musikfestival vil nemlig sammen med fire kendte brands, blandt andet Copenhagen Fashion Festival, give borgere og besøgende (endnu en) mulighed for at opleve København fra sin bedste side trods vintervejr og underbelagte hoteller. Med festivalen WonderCOOL vil Wonderful Copenhagen nemlig vise det bedste inden for mode, design, musik og gastronomi på en årstid, der ellers er lidt død i sværen:
"I første kvartal lider alle hoteller af 50 pct. underbelægning. Mange andre virksomheder har også brug for mere forretning i starten af året. Derfor lancerer vi et nyt festivalskoncept, WonderCOOL, som i februar skal trække turister til byen," siger adm. direktør i Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen.
Det er Copenhagen Jazz Festival, Dansk Design Center, Copenhagen Fashion Festival, Copenhagen Cooking og en helt ny rockfestival ved navn FROST, der er gået sammen med Wonderful Copenhagen om at skabe festivalen WonderCOOL. Festivalen skal sætte spot på begivenheder inden for mode, design, musik og gastronomi og introducere nye arrangementer på tværs af de kendte event-brands og festivaler midt i en tid, hvor hovedstaden skriger på besøgende.
Festivalprogrammet er stadig under opbygning og vokser dagligt. Fra januar kan du hente programmet for WonderCOOL på wondercool.com. Hold også øje på Copenhagen Fashion Festivals hjemmeside, hvor du snart kan se, hvilke arrangementer under den kommende modeuge, der er tilgængelige for offentligheden.