Hvert halve år kan man se tilbage på det forgangne semester, og på hvad der er blevet udrettet – fra større, tidskrævende projekter til mindre sideløbende opgaver. Fra startfase til slutfase med alle mellemregningerne præsenteret på vægge, borde og gulve, guider man sin lærer og censor ud på en rejse gennem et halvt års kreativitet.

Vores bedømmelse på Kolding Designskole går ud på at præsentere et helt semester, hvor Designskolen i København, der så vidt jeg har forstået, afslutter helt efter hvert projekt eller forløb, som de har gennemgået. Da jeg gennem mit liv på skolebænken aldrig har prøvet andre former for eksamener, end dem der kommer hvert halve og hele år, er det svært at gennemskue, hvorvidt det er den ene løsning er bedre end den anden.

Det skal siges, at det er en ubeskrivelig følelse at have fremlagt et halvt års projekter, som møjsommeligt er blevet præsenteret på karton og giner og sammen med sin lærer gennemgå den personlige og kreative udvikling man har haft, styrker og svagheder, og hvad man skal arbejde videre med i fremtiden. Derefter samler man det hele sammen i store mapper og poser, og mens man gennemgår lærernes ord på vejen hjem, breder der sig en varm følelse af stolthed, optimisme og håb. Tre ting man bestemt ikke har følt i ugerne op til denne dødens deadline.

Der er nemlig ikke det projekt eller den lille tegneopgave, som ikke er blevet bandet til usagte steder, fordi man ikke afsluttede det ordentligt, dengang det var på programmet. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som har den kedelige tendens til lige at holde weekend for hurtigt efter en fredagsfremlæggelse. Løsark, billeder, skitser og et nogle gange færdigt resultat bliver kastet hen på studiepladsen, så snart den sidste klapsalve er forstummet. Mandag morgen bliver rodet skubbet hen til bunken med de andre projekter, som også bare lige skal samles sammen og finpudses, og voila, så har man pludselig rigtig meget at se til, når bedømmelsen er i sigte.

Nu sidder jeg så og må æde den stress, som gerne skulle have været fordelt lidt bedre ud på hele året. Det er både lidt synd for det nuværende projekt og for hængepartierne, at de ikke får den tid og energi, de har fortjent. Og selvom enden jo altid er god, så kan jeg ikke lade være med at misunde designstuderende i den anden ende af landet, som afslutter ét projekt inden et nyt begynder. Men på Kolding Designskole har vi denne ordning med vores bedømmelser, og det kræver unægteligt, at der bliver skruet ekstra op for selvdisciplinen. Til gengæld er følelsen i kroppen efter denne form for opsummering og afslutning af et semester så let og befriende. Jeg vil næsten påstå, at det er den stressede zombietilværelse værd at kunne træde tilbage og betragte et halvt års slid og slæb – også selvom det især har været i ugerne op til bedømmelsen.