Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

blog_Modulopbygget uddannelse - velsignelse eller forbandelse?

Blogger-Nina har svært ved at se fordelene ved modulopbygget undervisning - i hvert fald lige nu.
Blogger-Nina har svært ved at se fordelene ved modulopbygget undervisning - i hvert fald lige nu.

Stop, giv mig et øjeblik! Jeg skal liiige genoverveje… og ombestemme mig. Men kan jeg egentlig ombestemme mig, når det drejer sig om min uddannelse? Det fik jeg efterprøvet for nylig.

I et øjebliks klarsyn gik det op for mig, at jeg har skabt en semesterplan, der egner sig væsentlig bedre til en overmenneskelig energibombe end mit eget efterårsslatne væsen. Jeg er målløs over at se, hvordan min rationelle dømmekraft tilsyneladende druknede i jubeloptimisme under min studieplanlægningen sidste juni. Dengang virkede det som en glimrende idé  først at skippe sommerferien til fordel for planlægning af Danmarks Designskoles modeshow for dernæst at toppe et allerede fyldt efterårssemester af med et par ekstra undervisningsmoduler.

Jubeloptimistens lokkende kvidren er for længst afløst af studieadministrationens løftede pegefinger og besværet med at rette op på letsindige holdtilmeldinger. Det har fået mig til at tænke nærmere over systemet for kursustilmelding og planlægning på min skole.

Uddannelsen på Danmarks Designskole er skruet sådan sammen, at vi studerende løbende træffer valg, der former vores designprofiler. Det første ”basisår” skoles vi alle tilnærmelsesvis ens, hvad enten vi uddanner os til at designe tøj eller computerspil, men efterfølgende står vi selv for at sammensætte vore semesterplaner bestående af såkaldte undervisningsmoduler. Vi kan vælge moduler på tværs af fagspecificeringer, men der er regler for mængde og sammensætning. Først og fremmest skal vi ligesom på andre videregående uddannelser opnå 60 ECTS-point per år for at være fuldtidsstuderende. Dernæst skal vi opnå en særlig fordeling imellem projekter, teori og redskabskurser.

Modulsystem sigter mod en fleksibilitet, der tildeler den studerende større ansvar for egen læring. På Danmarks Designskoles hjemmeside formuleres det sådan her:

”Den modulopbyggede uddannelse giver dig stor frihed til at vælge og sammensætte dit designstudium efter dine individuelle mål og behov. Du får flere vinkler på design og kan sammensætte den designprofil, du drømmer om.”

Det lyder jo helt fantastisk, og det er det også langt hen af vejen…

Åbenheden mellem afdelingerne giver rigtig gode muligheder for tværfaglighed. Derudover skifter sammensætningen af elever fra modul til modul, og på den vis kommer vi studerende til at møde mange andre fremtidige designere på tværs af faglige specialer og får muligheder for at opbygge et bredt netværk.

Modulsystemet giver også mulighed for at ændre studieretning undervejs, som man sporer sig ind på designfaget og forskellene imellem de forskellige grene af design.

Endnu et plus er potentialet for en rigtig fordelagtig disponering af egen tid mellem praktiske kurser, der kræver konstant tilstedeværelse på skolen, og teoretiske moduler, som principielt kan gennemføres uden fremmøde. Netop dette udnyttede jeg sidste år, da jeg gennemførte et teorimodul fra Australien forholdsvis smertefrit, hvis vi lige ser bort fra udfordringen i at tiltuske sig lånerkort til et australsk universitetsbibliotek.

Tidligere har jeg ikke hoppet rundt imellem de faglige specialeområder, men trofast holdt mig til de udbudte kurser for mit semester på beklædningsafdelingen. Men da jeg nu stoppede op for at genoverveje og ændre min studieplan, blev det nødvendigt at skue uden for rammerne af beklædningsafdelingen. Mit ønske om de næste fem uger at deltage i et designteoretisk modul gjorde det faktisk nødvendigt at kigge heeelt over til grafisk design. Der blev nemlig blot udbudt to designteoretiske moduler på hele Danmarks Designskoles bacheloruddannelse inden for en periode på fem uger! De to moduler handlede om henholdsvis udvikling af computerspil og grafisk designhistorie. Så mit valg faldt fluks på det grafiske kursus imens jeg forundredes helt gevaldigt over det ekstremt fattige udbud af designteori.

Hvis valgmulighederne er så få, at der reelt mangler relevante moduler i en længere periode, synes jeg nok man må stille spørgsmål ved den ”frihed” og fleksibilitet, der skulle sikre indfrielse af ”individuelle mål og behov” i modulsystemet.  Så sent som i går læste jeg en mail fra en frustreret studerende, der ikke kunne opnå den regelrette fordeling af modultyper inden for sit specialeområde grundet manglende udbud af moduler.

Min fornemmelse af fleksibilitet og frihed blev sat på endnu en prøve, da jeg kontaktede studieadministrationen for at få godkendelse til at ændre mine holdtilmeldinger. Jeg kan ikke selv som studerende ændre i min semesterplan uden for semesterplanlægningsperiode, der blot strækker sig over to uger inden hver semesterstart, så jeg måtte søge administrationens hjælp. Jeg har hørt fra flere studiekammerater, at administrationen ikke er særligt begejstrede for at ændre i studerendes holdtilmeldinger, så jeg havde kontaktet underviseren på det designteoretiske modul og fået hans accept for min deltagelse i modulet på forhånd. Svaret fra administrationen lå dog stadig et sted imellem ”njaee, helst ikke” og ”hmm, måske”, men helt sikkert var det, at jeg skulle udfylde en dispensationsansøgning, før de ville behandle min sag. Det kunne endvidere tage op til to uger at få behandlet sagen, og i mellemtiden måtte jeg så selv vurdere, hvordan jeg prioriterede min tid imellem det hold, jeg ville opgive og det, jeg håbede at deltage på fremadrettet.

Nu fik jeg til min store glæde bekræftende svar fra administrationen blot få dage senere, og kurset om grafisk designhistorie har, trods afstanden til mit eget studiefelt, vist sig som en god mulighed for at udfordre grænserne for studiet af beklædningsdesign og mode ved at undersøge beklædningsmode i grafiske  medier. Så alt er endt lykkeligt for mig.

Jeg står dog tilbage med en vis skepsis overfor modulsystemet. I teorien synes jeg, at modulsystemet er et virkelig godt tiltag på skolen, men fleksibiliteten og friheden hæmmes gennem de praktiske rammer og regler. Den meget begrænsede tilmeldingsperiode per semester finder jeg problematisk. Især da modulbeskrivelser tit er ufuldstændige inden semesterstart og undervisningstidspunkter først oplyses efter valgene er truffet. Hvis man ønsker at deltage i to moduler samtidig, må man bare satse på, at undervisningen ikke bliver alt for overlappende. Fra næste mandag og to uger frem skal jeg for eksempel følge både mit teorimodul og et kursus i materialelære, men undervisningsskemaet for materialelærekurset var endnu ikke tilgængeligt i mandags – en uge inden modulets start!

Derudover er det kun muligt at se moduludbud for et enkelt semester ad gangen. Da jeg valgte mine moduler for dette semester, vidste jeg ikke hvilke kurser, der ville blive udbudt længere henne i min uddannelse – det gør jeg for så vidt stadig ikke, da moduludbuddet for forårssemesteret endnu ikke er tilgængeligt. Dette begrænser i den grad de studerendes mulighed for at navigere hen mod en bestemt  designprofil mere langsigtet og får systemet til at virke labyrintisk og uigennemskueligt. Det store overblik over uddannelsens muligheder eksisterer ikke, og det bliver dermed svært at tilrettelægge og bygge den bedst mulige individualiserede designuddannelse.