Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

article_Verdens længste catwalk indtjener 150.000 kr. til tjernobylbørn

Støttebeløbet fra de butikker, der donerede 1 pct. af omsætningen til CCPI, er nu opgjort.
Støttebeløbet fra de butikker, der donerede 1 pct. af omsætningen til CCPI, er nu opgjort.

København dannede bagtæppet – i silende regn og med 100.000 hujende tilskuere langs den 1,7 km lange catwalk. Kalenderen skriver 14. august 2010 og på The World’s Greatest Catwalk spankulerer 220 modeller og kendisser ned ad den pink løber fra Rådhuspladsen til Kgs. Nytorv.

Men The World’s Greatest Catwalk handlede ikke kun om mode. En lang række af københavnske butikker bakkede nemlig op om megaeventen ved at donere 1 pct. af omsætningen på dagen til organisationen Chernobyl’s Children’s Project International (CCPI). Beløbet er nu opgjort, og de københavnske butikker bag samarbejdet i dag kan i alt sende 153.271 kr. til organisationen.

Det er protektor for The World’s Greatest Catwalk, supermodellen Helena Christensen, der har valgt det gode formål, der skulle støttes. CCPI arbejder for at forbedre vilkårene for de familier i Tjernobyl, der fortsat lever med livstruende mén af atomulykken for næsten 25 år siden.

Helena Christensen er ifølge en pressemeddelelse fra Copenhagen Fashion Council og Københavns City Center meget glad for det fine resultat:

"Det var helt igennem fantastisk at opleve en så enorm produktion blive til virkelighed. En oprigtig stor tak til alle modellerne, der gjorde en fantastisk og meget modig indsats, til alle tilskuerne, der stod med deres paraplyer og gode humør, og sidst men ikke mindst til alle butikkerne, der var med til at støtte CCPI gennem deres salg på denne dag."