Til sommer tager jeg afsked med skolen, og min portfolio er beviset på, hvem jeg er, og hvad jeg kan. Med den erkendelse er det svært ikke at lade det påvirke de sidste projekter, vi går i møde, inden jeg kan kalde mig bachelor i beklædningsdesign.

Der er netop taget hul på sidste projekt inden jul. I  et virksomhedssamarbejde med en skokæde, skal vi på fem uger hver især producere en sko. Sidste år var betingelsen, at eleverne skulle arbejde i genbrugsmaterialer, og i år har vi frit spil både materiale- og inspirationsmæssigt. Skokæden vurderer, hvilke sko der kvalificerer sig til at komme med i en bog, og hvis man er helt heldig og slår benene væk under bestyrelsen, kan man muligvis sælge dem rettighederne til skoen.

Den kreative frihed, som opgaven lægger op til, giver glæde i maven, for ud af de få projekter, vi i forvejen har haft af relavans for vores linje, er det en sjældenhed at få frit spil på denne måde. I princippet skulle vi jo gerne til sommer kunne stå på egne ben og selv være herrer over projekter og dagsordener. Det kan jo så diskuteres, om man er det, men sagen er dén, at jeg bare blev superglad for opgavens formål; at designe en sko, jeg selv ville gå i.

Det er en bred vifte af løsningsmuligheder, man får set i dette projekt med den forskellighed, der i forvejen er på holdet, og det faktum at de industrielle designstuderende er under samme opgave. Der er som sagt lagt op til at lave en sko for skokæden, og hvis man begejstrer dem, har man i princippet haft succes med resultatet.

Opgaveløsninger med en rebelsk drejning bliver ofte rost ved fremlæggelser. Det er tydeligt, at processen har været 100 pct. lystbetonet, og at det er en personlig energi, der er blevet lagt i arbejdet. Hvis man ikke lige finder en bunden opgave interessant nok, kan man derfor let fristes til at gå sine egne veje. Skal resultatet ende op i et kommercielt produkt, som falder i skokædens smag? Eller skal det pryde og passe ind i ens portfolio? Det er altid spændende at sætte sig ind i et firmas profil og identitet, men hvis man ikke er enig i deres æstetik og alligevel forsøger at videreføre denne, er produktet svært at tage med videre som materiale i porteføljen, som netop skal vise, hvem du er, og hvad du står for.

Har jeg haft succes, hvis skokæden vælger mit projekt, som jeg muligvis ikke kan se mig selv i, eller hvis jeg ender ud med et produkt, som slår benene væk under mig selv og forhåbentlig dem, som i fremtiden skal vurdere min person og mine evner? Hvor bogstavligt skal man tage udtrykket “ansvar for egen læring”.

…Og når det handler om min fremtid, hvor egoistisk har man så lige lov til at være?